Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Rent blod (Morika #1) – Sidsel Sander Mittet

Titel: Rent blod (Morika #1). Forfatter: Sidsel Sander Mittet. Forlag: Facet. Udgivelsesår: 2015. Sprog: dansk. Sider: 322.

Bagsidetekst: På skoleøen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærkere kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?
Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede…

Udklip5

Rent blod er første bog i trilogien Morika, som er en hyggelig og magisk fantasy, fyldt med aktion og eventyr. Jeg vil kategorisere den som “high fantasy”, fordi den foregår i en helt anden verden. Jeg synes personligt selv, at det er et helt fantastisk univers som Sidsel Sander Mittet har skabt, hvor der både er regler og etikker, som karakterne skal følge. Jeg vil se frem til at tilbringe mere tid i den.
Overordnet set er det en fortælling, som har en god sammenhæng og flow mellem aktion scenerne og de mere rolige passager – jeg synes det ofte er vigtigt, at der er en balance mellem de to, så ingen af dem virker for lange.

Udover det hyggelige og rolige i bogen, er der også et meget spændene og alvorligt tema og emne, som Sidsel Sander Mittet bringer på banen i bogen, nemlig race renhed og blodets renhed. Først mindede det mig om vores historie, hvor Hitler var imod jøderne, og hilaerne mindede mig meget om indianerne og/eller aboriginals, fordi de var i landet før morikanerne og fordi de er så tæt knyttet til naturen. Men efterhånden synes jeg også at det var et mere politisk og nutidigt emne, fordi det også kan associeres med racisme og flygtningedebatten. Sidsel Sander Mittet, har en elegant måde at pakke det ind i fantasy genren, uden at det er belærende overfor læseren. I stedet er det med til at sætte tanker i gang hos læseren, også for mig, og det syntes jeg kun var godt.

Karaktermæssigt kan jeg godt lide dynamikken og modsætningsforholdet mellem karakterne Eshri og Korau, som er de to karakteres synsvinkler man følger i fortællingen. Eshri er visdomslærling, hvilket gør at hun benytter ord mere end handling og til tider virker hun også meget naiv – hun er følsom og ser det bedste i andre, og derfor har hun svært ved at forstå Oryndroernes had. For at være ærlig synes jeg, at hun er meget venlig og naiv i starten af bogen, men efterhånden som de kommer mere og mere i fare bryder jeg mig ikke så meget om hende – hun er til tider en anelse ynkelig, selvfølgelig oplever hun en del ondskab og alvorlige ting, men nogle gange virker det som om hun nærmest er en klods om benet på de andre. Min holdning til Eshri karakteren ændrede sig i takt med at hun udviklede sig som karakter, da hun imod slutningen af bogen griber mere og mere til handling og virker lidt mere sikker på, hvad hun vil.
Modsat Eshri er Korau en krigerlærling, der mener at handling og sværdet er løsningen på alt. Han kan være lidt svær at komme i dybden af, fordi han helst ikke viser sine følelser, men mod slutningen syntes jeg at han blev klogere på at frembrussethed og vold ikke altid er løsningen.
For mig er det meget vigtigt at en karakter udvikler sig gennem fortællingen, og det oplevede jeg skete mest for Eshri karakteren, da hun ændre syn på verden og idealer gennem deres eventyr.

Alt i alt, er det et rigtig spændene eventyr, alle karakterne kommer ud på – plottet, karaktererne og universet er tydeligvist gennemtænkt af Sidsel Sander Mittet. Derudover er sproget meget nemt at gå til, udover de anderledes navne. Jeg ser frem til at læse videre på Morika trilogien.
Jeg håber dog på, at der på et tidspunkt kommer en synsvinkel fra Oryn og Zaak. Især fordi jeg frygter, at der er mere ondskab i Oryn end man lige tror.

Hvad er din oplevelse af Morika serien og karakterne i den?
Har du en yndlingskarakter? hvem? og hvorfor?  

Follow my blog with Bloglovin

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.