
Ole og koglefolket (Koglefolket #1) – Poul Dyrhauge
Titel: Ole og koglefolket (Koglefolket #1). Forfatter: Poul Dyrhauge. Forlag: Branner og Korch. Udgivelsesår: 1982. Sprog: dansk. Sider: 98
Bagsidetekst: Ole på 8 år tager to kogler med hjem fra en skoleudflugt, men “…Nu kom der en lyd – ligesom en lille stemme – fra den ene af koglerne.
– Du må hjælpe os, sagde den største af koglerne. – Du må hjælpe os hjem til de andre koglefolk ude i skoven, hvor du tog os.
– Ja-men… Ole sprang forskrækket ud af sengen og stod og stirrede på de to små væsener. – Det kan ikke være rigtigt, sagde han. – I er jo bare to grankogler, som jeg fandt ude i skoven.
– Nej, sagde den største af koglerne. – Vi ligner grankogler, men tilhører koglefolket, der lever dybt inde i skoven. Ingen mennesker må vide, hvor vi bor. Derfor forvandler vi os til almindelige grankogler, når et menneske får øje på os, sådan som du gjorde i går.



Ole og Koglefolket er den første bog i serien om koglefolket, og hvis jeg skal være ærlig, så da jeg gik i gang med bogen, vidste jeg ikke at den var en del af en serie. Men slutningen ligger op til at der sker noget mere, så jeg blev nødt til at undersøge sagen og ganske rigtigt, der findes tre bøger mere i serien: Ole og fyrrefolket, Ole og lærkefolket og Koglekrigen. Så dem vil jeg også meget gerne læse på et tidspunkt :o)
Mit indtryk er, at Ole og koglefolket er en sød og eventyrlig børnebog, der bygger meget på temaerne om venskab og hjælpsomhed. Dette ses tydeligt ved at Ole hjælper de to kogler, Pat og Pot, med at komme ud i skoven hvor han fandt dem. Efter genforeningen med de andre koglefolk, bliver Ole efterhånden venner med dem, og hjælper dem med at udvide deres “landsby”. Det gør han ved at medbringe sin legetøjsfærge i træ, som koglefolket kan bruge til at komme over på den anden side af åen. Han kommer også med en dampmaskine, som kan hjælpe dem med arbejdet og skaffe brænde nok til vinteren. Så alt i alt, er det en hyggelig og sød lille rejse denne fortælling tager læseren på.
Sprogmæssigt er det en bog der er meget lige til, selvom der desværre var nogle stavefejl et par gange og det forstyrrede min læsning af og til. Derudover synes jeg, at det er en overskuelig bog, med kapitler der ikke er så lange, og der er en masse fine billeder/tegninger i den, som børn kan kigge på imens man læser højt for dem. Så jeg kan anbefale at læse den for dine børn eller hvis du ligesom mig har lidt en barnlig sjæl, fordi den er rigtig sød, og måske kan børn få lidt mere indsigt i naturen på en anden måde.
Uanset hvad, så vil jeg i hvert fald glæde mig til at følge det videre eventyr, som Ole og koglefolket kommer ud på i den næste bog i serien, som hedder Ole og fyrrefolket.
- Så hvis du nogensinde møder nogle koglefolk så husk på, at “Alle koglefolk hedder noget med P” (side 8).
God læselyst!
Kan du huske Ole og Koglefolket fra dengang du var barn? Og hvad var din oplevelse af den?
Du vil muligvis også synes om



Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen #1) – Karen Inge Nielsen
24. januar 2019


Sif og Ulvefolket #1-3 – Hanne Rump
11. marts 2021

