Coraline – Neil Gaiman

Titel: Coraline. Forfatter: Neil Gaiman. Forlag: Bloomsbury. Udgivelsesår: 2002. Sprog: engelsk. Sider: 185

Bagsidetekst: Coraline is not the kind of girl to be put off by a sign of danger read in some tea-leaves or indeed a message sent to her by some very talented mice! No, she is the kind of girl who faces a challenge with bravery, intelligence and a lot of determination. Which is just as well because she is going to need all those skills, and more, in this wonderful, spooky tale of a girl caught on the wrong side of a door, with counterfeit parents who have buttons for eyes and who clearly do not intend to set her free.

Coraline er  en fantasifuld og skræmmende fortælling, som involverer både børnespøgelser, groteske monstre, et museorkester, chokoladespisende hunde, en hemmelig dør og ikke mindst en sort talende kat.
På mange måder minder den mig om en uhyggelig version af Alice i eventyrland, hvor Coraline går igennem en gådefuld dør, og hun befinder sig derefter i et surrealistisk univers, som er en forvrænget spejlbillede af Coralines hjem. Men det der i starten virker som en bedre verden end den hun kom fra bliver hurtigt til et fangeskab, og Coraline må ved hjælp af snuhed, mod og en sten med hul i, finde hendes rigtige forældre og vejen hjem.

“Through the stone, the world was grey and colourless, like a pencil drawing” (s. 114)

Når Coraline kigger igennem stenen med hul i, ser hun verdens sande skikkelse. Verden er ikke ægte og de personer hun før mødte med glæde, ser hun nu som monstre, der skader og skræmmer hende.
Denne afsløring er med til at fremhæve gemte moraler og temaer i fortællingen. Jeg synes. at der er to tankevækkende moraler i historien. Den første er mod, fordi Coraline udviser sand mod, ved at hun ikke giver op selvom hun er bange. Den anden moral handler om at familie er uerstattelig, og om at man nogle gange godt kunne tænke sig at få sin vilje hele tiden, men det er faktisk slet ikke så sjovt som man skulle tro.

“If you stay here, you can have whatever you want” (s. 139)

Dette ses især ved at Coralines forældre præsenteres som nogen, der ikke har tid til hende og ignorer hende – ikke ligefrem den bedste familie i verden:

“You’ll ne bored. You’ll be ignored. No one will listen to you, not really listen to you.”
(s. 138)

Set i forhold til at hun kommer fra sådan en familie, kan man godt forstå at hun bliver glad for “the other mother” og “the other farther”, fordi de giver hende opmærksomhed, leger med hende og laver god mad. Det lyder som en god byttehandel, men Coraline finder hurtigt ud af at det er et dårligt byt. Fordi selvom hendes forældre har nogle skavanker, så elsker hun dem så meget at hun kæmper for dem. Herved lærer Coraline læseren at familie er uerstattelig.

“[…] the other mother loved her. But she loved Coraline as a miser loves money, or a dragon loves its gold. In the other mother’s button eyes, Coraline knew that she was a possession, nothing more” (s. 124)

Denne uerstattelighed hænger også sammen med temaet omkring kærlighed. Fordi det eneste som “the other mother” vil have er kærlighed, og elske Caroline, men som det ses i citatet er det en besidderisk kærlighed. I stedet vil man have gensidig kærlighed.

“The cat curled the high tip of its tail into a question mark, and tipped its head on to one side.” (s. 89)

Karaktermæssigt er Coraline hovedkarakteren, som med hendes nysgerrige, udforskende og stædige person, bliver til et fint forbillede for læseren. Jeg må dog ærligt indrømme at jeg bedst kan lide hendes følgesvend, den navneløse kat. Mest fordi han udviser visdom, sarkasme og selvstædighed, men også fordi den på en måde forener Gaimans surrealisme med mystisk tradition.

“If she where nowhere, she could be anywhere […]” (s. 111)

Jeg har altid godt kunne lide Gaimans smukke sprog, og det er ikke noget der mangler i Coraline. Det er dog ikke et alt for kunstnerisk sprog, i stedet er det meget lige til, men alligevel godt skrevet.

Alt i alt er Coraline en fortælling, der er spændene, uhyggelig og eventyrlig. Derudover synes jeg ikke det er en fortælling kun for børn, det er ligeså meget en fortælling som voksne burde læse.
Det jeg særligt godt kan lide ved Coraline og Gaimans fortællinger generelt, er at der altid er en eller flere moraler som læseren får med sig. Det er moraler, der er vigtige at huske videre i livet.

Hvad synes du om Gaimans værker?

Follow my blog with Bloglovin