Boganmeldelse

Peters jul – Johan Krohn

Titel: Peters jul. Forfatter: Johan Krohn. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 1985. Sprog: dansk. Sider: 23.

Udklip5

Historisk baggrund
Peters jul blev udgivet første gang i december 1866. Historien er skrevet af Johan Krohn, og tegningerne er lavet af forfatterens bror Pietro Krohn og Otto Haslund. I 1870 blev bogen genudgivet, hvor der kun var tegninger af Pietro Krohn. I 1889 kom den første farveillustrerede udgave med Pietro Krohns tegninger, som blev bearbejdet af Frants Henningsen. Den tredje illustrator af Peters Jul er Herluf Jensenius’, hvis udgave kom på Gyldendal i 1947.
Den udgave jeg har læst er syvende udgave og ellevte oplag, som blev trykt i 1985 af Gyldendal – så man kan tydeligt se, at den er blevet genudgivet mange gang i løbet af årene, men den er jo også 151 år gammel.

Hvis du vil vide mere om bogen baggrundshistorie, og om hvordan Krohn brødrene var utilfredse med den første udgave af Peters jul, så læs mere HER.

“Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.” (s. 2)

Dette er nogle af de mest velkendte vers i Peters jul, foruden dem der beskriver juletræet. Det er i hvert fald nogle af de vers, som jeg tydeligt kan huske fra min barndom. Det er som om, at når disse vers bliver læst højt så ved jeg at julen nærmer sig.

For mig og sikkert mange andre, er Peters jul indbegrebet af dansk jul. I selve historien følger man drengen Peter, som kommer fra en velhavende hjem. Hele vejen igennem bogen mærker man optakten til julen, og følger med videre, hvor man ser den måde de holder juleaften, nytårsaften og hellige tre konger, hvor juletræet som bliver symbolet på julen, bæres ud.

“Og julen endte. – Børnene fik
Igen deres bøger fat og gik
 til skolen glad og fornøjet.
Der tænkte de ikke på julen; men
 når klokken to de kom hjem igen,
De leged med juletøjet.” (s. 22)

Julen der skildres i elleve afsnit og som fortælles i versform, synes jeg vi kan lære noget af den dag i dag. For julen skildres som en tid, hvor der er overskud og hygge. Der er tid til kræmmerhus, julegås, juletræ og hemmelige julegavepuslerier. Derudover er det også et billede på ægte julestemning med levende lys, sne og en julemand, der sørger for at bringe julen til alle hjem, hvor der er artige børn.
Den viser også nogle vigtige budskaber, såsom at julen ikke kun handler om maden og gaverne, men også om familien der hygger og er samlet. Dette vises ved, at bedstemoren kommer på besøg og fortæller spændende historier. Alt i alt, så synes jeg at Peters jul er indbegrebet af ægte, gammeldags julehygge når den er bedst. Måske burde vi ikke stresse så meget rundt, men i stedet nyde hinanden lidt mere. Jeg husker min barndomsjul som magisk og meget mere hyggelig end den er i dag. Jeg synes, at det er blevet mere og mere en forbrugsfest end hjerternesfest. Hvad synes du?

Men når det så er sagt, så synes jeg det er rart at se, at der er mange danske traditioner, som er bevaret. Her tænker jeg især på småkagebagningen, fordi jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg synes det er noget der skal være der – det ville jo nærmest ikke være jul uden – og jeg ved, at selv meget gerne vil bage med mine egne børn, når den tid kommer.

“Den fattige Rasmus er kommet herhen.
Han har de derhjemme kun dårligt; men
nu skal vi ham fornøje.
Et godt stykke legetøj skal han få,
og Mor hun siger, hun vil gå
og hente min ældste trøje” (s. 18)

Foruden den gode julestemning og hygge, så bringer versene også morale med sig. Som det ses herover, så er det vigtigt at tænke på andre end sig selv, fordi ikke alle har de samme muligheder.

Alt i alt, så synes jeg det er en bog, der på trods af sin alder, stadig har meget at tilbyde børn og voksne. Den tilbyder refleksion og eftertanke, angående den jul vi har i dag set i forhold til den jul de havde dengang.
Derudover så synes jeg, at den er hyggelig at læse og for mig så skaber den julestemning. Foruden dette, så er fortællingen bygget på vers, hvilket gør at jeg synes den er hyggeligere at læse højt end læse for sig selv – jeg tror det er de finurlige rim, der får mere karakter når man læser versene op.

Follow my blog with Bloglovin

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.