
Teatertruppen Vamdrup 83 – Smukke Sally
Som nogle af jer så på min Instagram profil, så var jeg i søndags (15/4 2018) inde at se børneforestillingen Smukke Sally i Vamdrup. Stykket blev opført af den frivillige foreningen: Teatertruppen Vamdrup 83, som sammen med 28 børn i alderen 7-14 lavede en flot performance.
Første gang jeg hørte om, at Teatertruppen Vamdrup 83 skulle opføre Smukke Sally, tænkte jeg for mig selv “Hvad er det for et teaterstykke?” – Jeg blev dog hurtigt klogere. Jeg er så gammel, at jeg er vokset op med musicalfilmen Bølle Bob og sangene herfra, men jeg havde ikke lige tænkt over, at karakteren Smukke Sally optræder i denne film. Det kan godt være, at det bare lige var en tanketorsk, fordi den originale titel på Bølle Bob filmen er Bølle Bob og Smukke Sally, men det jeg husker bedst fra filmen, er Bølle Bob og alle hans unoder, frem for Smukke Sally og hendes liv. Det eneste jeg rigtig kan huske Smukke Sally for, er replikken “Gud hvor er I barnlige”.
Det viser sig dog, at musicalfilmen Bølle Bob og Smukke Sally, er baseret på to forskellige teaterstykker, hvor den ene hedder Bølle Bob, og den anden hedder Smukke Sally. Problemet med denne sammenblanding var, at de i filmen havde lagt mest fokus på Bølle Bob karakteren og alle hans skarnsstreger. Hvilket gjorde, at Smukke Sally og hendes TV drømme blev sat mere i baggrunden.
På det punkt var jeg rigtig glad for, at jeg kom ind og så børnestykket, fordi lige pludselig lærte jeg noget nyt om ting fra min barndom, og teaterstykket Smukke Sally havde netop mere fokus på hende end Bølle Bob, hvilket gjorde at jeg så en anden side af et barndomsminde.
Det overordnede plot for børnestykket Smukke Sally omhandler Smukke Sally, og hendes drømme om at komme i TV. Dette får hun muligheden for, da der kommer et TV-hold til byen, og de narrer hende til at tro, at hun skal være lykkens gudinde, som er hende der trækker ugens vinder i Tv-programmet “Folk og fæ”. Det er især Brian von Hansens, der snyder Smukke Sally, og han får hende overbevist om, at hendes drømme snart går i opfyldelse, fordi hendes drøm er at blive en superstar. Som det ses her, så bliver Smukke Sally til hovedpersonen i denne forestilling, og Bølle Bob kommer mere i baggrunden. Bortset fra, at Bølle Bob og hans venner, laver en plan, der får både Brian von Hansen og Linda sand ned med nakken, og på den måde hjælper de Smukke Sally.
Dette er det overordnede plot for stykket, men der er også et andet plot, der udspiller sig sideløbende med det overordnede plot, nemlig romancen som forekommer mellem Eva og Lasse.



Selvom plottet var lidt anderledes, fordi Smukke Sally kom i fokus frem for Bølle Bob, så indeholdt stykket stadig mange af de gode sange, som jeg inderst inde kunne synge med på, og være lidt ekstra underholdt af, fordi jeg kendte dem i forvejen. Det var især sangene “Superstar” og “Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn”, der virkelig fik sat mig i stemning. Jeg kunne især godt lide detaljen med discokuglen, der kom svævende ned fra loftet under “Superstar” nummeret, da dette var med til at give oplevelsen af sangen lidt ekstra. Jeg synes dog også sangen “Kære dagbog” var rigtig sød, selvom den fremhævede mere det sideløbende plot.



Karaktermæssigt klarede de det alle sammen godt, og det var ikke svært at finde ud af hvem, der var hvem. Personligt synes jeg, at karakteren Blom var rigtig hyggelig, og hans slogans var med til at få et smil frem på læberne og ikke mindst et godt grin. Det samme formåede Valde karakteren, som jeg synes var en fantastisk person. (se billeder herunder)



Foruden Blom og Valde, var der også to søde piger, som hele tiden fulgte Linda Sand i hælene, og de var bare virkelig gode til at få publikum i godt humør. De var så nuttede og humoristiske når de gentog de ord som Linda Sand havde sagt. (se billedet herunder – de to piger til højre)



Alt i alt var det en musical, som var humoristisk og veludført. Forestillingen bar’ selvfølgelig præg af, at det var en børneforestilling, og at der var mange små børn med. Men når det så er sagt, så synes jeg, at alle skuespillerne klarede det godt. Så jeg synes det var en rigtig god oplevelse, og jeg blev underholdt.



Og nu er det ikke meningen, at min blog skal reklamere for alt muligt, men Teatertruppen Vamdrup 83, er en frivillig forening, og det synes jeg er vigtigt at støtte. Så bare lige så du ved det, så søger de altid nye frivillige, både til at stå på scenen, men også nogen til at være bag scenen. De er meget stolte af, at de er en forening, hvor der er plads til alle, så der er helt sikkert også plads til dig.
Den næste forestilling, som de skal spille er En julenats eventyr, som er et julestykke, der er baseret på Charles Dickens fantastiske bog Et juleeventyr. Hvis du gerne vil være med, eller gerne vil ind at se det, så spiller de d. 17 og 18 november i 2018.
Du vil muligvis også synes om



Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv
14. juli 2021


Teatertruppen Vamdrup 83 – Der var engang…
13. november 2017

