
Dewey’s Readathon: første gang nogensinde (min oplevelse)
Her i weekenden deltog jeg for første gang i Dewey’s 24 hour readathon, og det var noget af en oplevelse. Jeg læste kun om lørdagen, da jeg skulle noget om søndagen, og jeg kom desværre lidt sent i gang. Jeg læste fra kl. 15-23, hvor jeg fik læst 3 e-bøger, 1 almindelig bog og jeg fik begyndt på Varulvenes forbandelse. Dermed fik jeg i alt læst 453 sider på 8 timer, dog med spisepauser og andet.
De bøger jeg fik læst:
- Saligia – Ida Liisberg Barkholt (170 sider)
- Blåskæg (#1) – Michael Kousgaard (e-bog, 32 sider)
- Blåskæg (Den forbandede ø #2) – Michael Kousgaard (e-bog, 36 sider)
- Blåskæg (Turturrinitårnet #3) – Michael Kousgaard (e-bog, 35 sider)
- Varulvens forbandelse (Ulfhedin-sagaen #2) (påbegyndt – 180 sider)
Jeg er ikke så imponeret over min indsats, men der er også flere grunde til, at mit readathon ikke endte ud, som jeg havde ønsket. For at være ærlig, så havde jeg set meget frem til at deltage i denne readathon, og virkelig få hygget med nogle gode læseoplevelser, men sådan gik det desværre ikke helt.
Jeg synes ellers, at det startede fint ud, fordi vejret var perfekt til en læsedag (overskyet og regnvejr), så jeg følte det var en god dag at putte under dynen og læse nogle gode bøger. Det fortsætter dog med, at jeg bliver lidt stresset over, at jeg hurtigt gerne vil have læst en masse bøger, og det ødelagde lidt hygge følelsen. Foruden dette så var der nogle arbejdsrelaterede ting, som til tider gik ind og forstyrrede min læsning. Og som om det ikke var nok, så havde jeg lagt syg det meste af ugen forinden, og var ikke helt kommet ovenpå, så sygdom blandet med hovedpine, gjorde det svært at koncentrere sig, og læsningen gik lidt langsommere og jeg blev hurtigere træt. Jeg havde dog ikke regnet med at sidde oppe hele natten, fordi jeg også skulle være frisk til det søndagen havde at byde på, men jeg ville gerne have siddet længere end 8 timer.
Mine tanker til næste gang:
Jeg ved, at der bliver afholdt et readathon igen i oktober, og hvis jeg har mulighed for det, vil jeg meget gerne deltage. Der er dog nogle ting, som jeg ved, jeg vil gøre anderledes til næste readathon, for at få mindre stress og mere hygge omkring min læsning.
- For det første vil jeg gerne være lidt mere forberedt, og klar til readathon, hvilket vil sige, at jeg vil sørge for, at der ikke er ting fra studiet eller arbejdet, der kan gå ind og forstyrre min oplevelse eller tanker.
- For det andet vil jeg prøve at have kortere bøger med, og ikke stresse så meget over, hvad jeg skal nå og ikke nå, men i stedet bare hygge mig med de rejer og eventyr, som bøgerne tager mig på.
- For det tredje vil jeg overveje at have flere snacks. Det hænger nok sammen med forberedelsen, men snacks er bare altid godt 🙂
- For det fjerede. Jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre noget ved sygdom, men forhåbentlig vil jeg være mere frisk og klar i hovedet til readathon næste gang.
Har du nogle erfaringer med readathon som du gerne vil dele med mig? – så må du meget gerne skrive i kommentarfeltet herunder, eller på min mail: rejsenilitteraturen@gmail.com
Du vil muligvis også synes om



Fantasyfestivalen 2019
25. september 2019


Det Fynske Bogtræf 2020
11. februar 2020


4 kommentarer
Pingback:
Pingback:
Katja
Mit første readathon var også opdelt, da jeg skulle til fødselsdag om aftenen, og da jeg kom hjem igen, var jeg bare for træt til at læse. Til gengæld fik jeg læst en hel masse søndag morgen og formiddag. Det samme gjorde sig gældende denne gang. Jeg havde absolut ingen planer, men jeg startede med den største big i min bunke (440 sider), og jeg kunne mærke, at jeg faktisk stressede lidt over, ikke at blive færdig med den, hvilket var ærgerligt, for det var en skøn bog! Søndag læste jeg de sidste 130 sider i den bog og begyndte en ny, og følelsen var bare så meget bedre, selv om jeg ikke nåede at blive færdig med bog nummer to.
Generelt læser jeg også bedre om morgenen, så næste gang har jeg planer om at befinde mig i et land, hvor readathon starter klokken 7 eller 8 om morgenen 😉 nej, det er bare for sjov.
Men jeg tror du har helt ret i, at man er nødt til at planlægge sin læsning i god tid. Du ser ellers ud til at have godt med korte bøger i din stak, så umiddelbart tænker jeg, at det har været en udmærket bunke bøger, du har skullet igennem. De lidt længere kan være rare at have i baghånden, hvis man vil fordybe sig lidt mere i et univers, men de korte er klart god motivation til videre læsning 🙂
rejsenilitteraturen
Hej Katja, tak for det gode svar 🙂 Jeg er glad for, at jeg ikke er helt alene og at der er andre, som har prøvet noget i samme stil som mig 🙂 Nu ved jeg i hvert fald lidt mere om, hvad jeg skal gøre anderledes til næste gang 🙂