Saligia – Ida Liisberg Barkholt

Titel: Saligia. Forfatter: Ida Liisberg Barkholt. Forlag: Forlaget-Legimus. Udgivelsesår: 2017. Sprog: dansk. Sider: 170.

Bagsidetekst: I en rig ørkenlandsby indhentes høvdingen af fortiden, da to mænd kommer til byen i et forsøg på at bringe ham hjem.
Besøget skal dog vise sig at få stor betydning for flere af byens beboere; for nogle bliver det en frygtelig konfrontation med fortidens valg, for andre bliver det en mulighed for at vælte høvdingen og opfylde egne ambitioner. Men måske kan mysteriet om høvdingens ottende datter ende med at spille en afgørende rolle?

Saligia er et mytologisk eventyr med reference til kristendommen og et anmeldereksemplar, som jeg modtog fra forfatteren selv. Jeg blev kontaktet på min mail, og spurgt om jeg ville anmelde bogen. Da jeg læste om, hvad bogen handlede om, så tænkte jeg med det samme, at den kunne være spændende at læse imens jeg har om postkolonial litteratur på mit studie, men jeg må nok ærligt indrømme, at bogen skuffede mig, hvilket også er afspejlet i min stjernebedømmelse.

I starten skal man som læser have en fornemmelse for, hvad det er for en landsby og univers, man er kommet til og det synes jeg er helt fair, men jeg synes der gik lang tid før der rigtig skete noget. Det var først, da de to fremmede ankom til landsbyen (omkring side 54), at jeg begyndte at kunne lide bogen lidt mere. Derudover så synes jeg, at bogen var svært at komme igennem. Selve bogen var opbygget af 170 sider, hvilket ikke var meget, men siderne var fyldt med en lille tekst, der virkede meget presset sammen (se billedet herunder) og det gjorde læsningen lidt træls og langtrukken for mit vedkommende.

Jeg tror handlingen og bogens opbygning var med til at ødelægge min læseoplevelse lidt. Jeg synes ikke rigtigt, at den fangede mig, så det var nok bare en bog, der ikke var efter min smag, og den slags sker jo engang imellem. Jeg tror faktisk, at det der fik mig til at læse videre, var min nysgerrighed, fordi jeg ville gerne vide mere om hvem Saligia var. Men det jeg, som sagt, bedst kunne lide ved fortællingen, var det tidspunkt, hvor de fremmede, Gabriel og Michael, kom til landsbyen. Dette skyldes, at der på dette tidspunkt skete lidt mere. De to fremmede ville sprede det kristne budskab: “kærlighed til sine næste” (s. 121), men høvdingen sætter dem på prøver, som hans døtre skal udsætte dem for. Den første prøve var datteren Ria, der er fyldt med begær, og her blev der understreget forskellen på kærlighed og begær. Den tredje prøve (jeg nævner ikke alle) var Arita, som elsker diamanter, ædelsten og alt der har materiel værdi, hvilket gør hende grådig. Uanset hvad de bliver udsat for, så består mændene prøverne. Det var en måde, at vise kristendommen, som en kontrast til de dårlige ting i mennesket, såsom begæret og grådigheden.

Bogen sluttede meget speciel, og var lidt tankevækkende set i forhold til at tro, men det kan du jo selv læse om, hvis du har lyst.

Havde du en anden oplevelse af Saligia?
Skriv gerne dit svar i kommentarfeltet herunder, eller på min mail: rejsenilitteraturen@gmail.com

Follow my blog with Bloglovin