Nervous Conditions – Tsitsi Dangarembga

Titel: Nervous Conditions Forfatter: Tsitsi Dangarembga. Forlag: Ayebia Clarke Publishing Ltd. Udgivelsesår: 2004. Sprog: engelsk. Sider: 212.

Bagsidetekst: Tambu was raised on her family’s farm in Umtali where she was responsible for household chores, gardening, and caring for her younger siblings. Tambu’s dreams of getting an education are only fulfilled when her brother dies and she becomes next in line for school since she has no other brothers. She is allowed to stay with her aunt and uncle while she attends school at the mission. While there, Tambu shares a room with her cousin, Nyasha and the girls teach each other many lessons.

Nyasha spent most of her formative years in England while her mother and father were getting their education. When she comes back to Africa she realizes the vast differences between European culture and African culture–especially where women are concerned. She experiences inner turmoil as she tries to come to terms with being a woman in Africa. As we see Nyasha’s struggles through the eyes of Tambu, we begin to understand the continuing devastation countries are experiencing as a result of colonization by another culture.

Nervous Conditions er en roman af den zimbabwiske forfatter Tsitsi Dangarembga, der først blev offentliggjort i  1988 af Women’s Press. Den semi-autobiografiske roman fokuserer på historien om en shona-familie i det kolonialiserede Rhodesia i løbet af 1960’erne. Nervous Conditions er den første bog i trilogien, hvor The Book of Not udgivet i 2006 er den anden roman i serien. Der er endnu ikke blevet udgivet en tredje bog i serien.
Romanen illustrerer de dynamiske temaer race, kolonialisme og køn under de postkoloniale forhold i nutidens Zimbabwe.

Nervous Conditions er historien om Tambudzai, også kaldet Tambu, som er en ung pige, der lever i det koloniale Rhodesia (nutidens Zimbabwe), og om hendes kamp for at få en uddannelse (men efter min mening også en identitet, hvilket jeg vil komme ind på senere i blogindlægget). I hele hendes barndom længes Tambu efter at lære, men hun hæmmes af det mandsdominerede system, som gør, at mændene i hendes liv ser uddannelse, som værende spild af tid for kvinder, fordi de skal lave mad og passe børn. Især hendes bror, Nhamo, er imod hendes ambitioner, og ironisk nok, så er det ved brorens død, at Tambu endelig får chancen for at få en uddannelse. Jeg tror også, at dette er en af grundene til, at bogen starter med sætningen: “I was not sorry when my brother died”
(s. 1). Tambu er ikke ked af, at hendes bror er død, fordi det er hans død, der giver hende en god chance i livet. Generelt kan jeg godt lide at romanen starter sådan, fordi det får mig til at være helt opslugt og interesseret i hvorfor hovedpersonen har det sådan fra starten af.

Tambu får chancen for at uddanne sig, hvilket ses ved, at hun kommer med hendes onkel, Babamukuru, hjem, hvor der er en missionærskole, og her får hun en meget koloniseret uddannelse, hvor hun lærer at tale og skrive engelsk. Derudover så introduceres hun, i Babamukurus husstand, for en mere vestlig livsstil. Men hendes nye liv med Babamukuru er langt fra rosenrødt og gennem hendes tanker får man som læser et indblik i hendes uddannelse, hendes liv og hendes syn på køn og samfund.

Personligt synes jeg, at det er en helt fantastisk roman, der illustrerer, hvordan de koloniserede havde det under koloniseringen. Jeg skrev også en eksamensopgave om den, fordi jeg synes den var helt eminent. I min eksamensopgave havde jeg fokus på identitet, hvilket er meget interessant især set i forhold til hovedpersonen Tambudzai og hendes kusine Nyashas identitetsudvikling under koloniseringen og det patriarkalske systems undertrykkelse af dem, fordi de er kvinder.

Denne problematik omkring kønnene er noget romanen har stor fokus på, og man kan sige, at det er en af temaerne i den. Der er stor forskel på mænd og kvinder, hvilket især ses i romanen ved, at kvinderne forventes at følge visse systembestemte regler. I romanen er der forskellige repræsentationer af kvinder, som jeg synes er meget interessante, fordi det viser, hvordan alle kvinder på en eller anden måde er påvirket af det patriarkalske system og kolonialiseringen, men at de på samme tid også er forskellige. Hvilket fremhæver forskellige kvindetyper.
De kvinder der er repræsenteret, er bl.a. Maiguru, som er Tambus tante og Babamukurus kone, der er højt uddannet, men på grund af hendes køn bliver hun nødt til at undertrykke sin mening, og det er et konstant indre problem for hende. En anden kvindetype i romanen er Nyasha, som er Tambus kusine og Babamukurus datter, der forsøger at bryde med undertrykkelsen af hendes køn, og det får hende i mange problemer og hun skændes tit med hendes far. Hun fornærmer også sin mor for at overholde idealerne om, hvordan en kvinde bør opføre sig.
Jeg synes Nyasha er en meget sej og stærk karakter i den sidste halvdel af romanen, og på mange måder er hun inspirerende, fordi hun står ved de ting, som hun kæmper for. Jeg kan også godt lide Tambu, men jeg synes bare, at Nyasha på mange måde har øjnene mere åbne overfor undertrykkelsen og kolonialiseringens påvirkning, hvor Tambu lige skal lærer at se det, fordi hun nærmest er blind overfor det i starten.

Nyasha karakteren fremhæver også et andet vigtigt tema i romanen, som er hendes indre konflikt angående to kulturer, hvilket også kan kobles til kolonialiseringen. Nyasha er på den ene side engelsk, da hun i hendes tidlige år har været påvirket af den engleske kultur og boet i England, men hun er også afrikansk. Nyashas konstante kamp med disse to kulturer fører til nogle alvorlige konsekvenser for hendes fysiske og mentale velbefindende, hvilket er hendes såkaldte nervous conditions, eller nervøse/ustabile tilstand. Dette vil jeg dog ikke komme nærmere ind på, da jeg synes det er et vigtigt element, som jeg synes du som læser selv bør opleve, når du læser romanen. Det er et gribende, overvældene og frustrerende sted i romanen, men jeg synes, at du selv skal have lov til at opleve det.

Alt i alt synes jeg, at det er en helt fantastisk roman, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg vil helt klart anbefale den, fordi det er en læseoplevelse i sig selv. Personligt har den åbnet mine øjne op for et par ting her i verden. Den sætter tanker i gang, og det synes jeg er noget af det mest utrolige ved litteraturen.

Kender du nogle post-koloniale romaner, som du kan anbefale?

Follow my blog with Bloglovin