Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Lue (Skovhuggerens saga #1) – Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov

Titel: Lue. Forfatter: Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov. Forlag: DreamLitt. 
Udgivelsesår: 2018. Sprog: dansk. Sider: 379.

Bagsidetekst: Elleve somre gammel bliver høvdingesønnen Ragnar tvunget til at flygte i ly af natten.
Da Ragnar rider ud ad porten, lægger han sit hjem og sit navn bag sig. Han er alene – helt alene. Nu har han kun sit vid og sin udholdenhed til at holde forfølgerne bag sig …

Udklip4

Lue er den første bog i Skovhuggerens saga-serien. Da jeg startede på bogen, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente udover noget nordisk og det der er afbilledet på forsiden.

Da jeg kom i gang med bogen, så blev jeg fanget allerede ved prologen, selvom prologen til dels forvirrede mig, da jeg manglede at man vente tilbage til den i slutningen, men jeg håber at dette kommer til at ske videre i serien. Derudover så kan jeg godt lide, at bogen er en form for rammefortælling, hvor der er en fortælling i en fortælling.

“Lue – det navn som kun hans mor brugte” (s. 96)

En af de andre ting som jeg synes er interessant, er bogens titel og hovedpersonen i bogens navn, fordi fortællingen handler hovedsageligt om Ragnar, som er høvdingens søn. Det er først senere, at Ragnar kalder sig Lue, og dette synes jeg, at du selv bør læse mere om, fordi det forekommer i en af de mere spændene passager.

Jeg kan godt lide, at der sker en karakterudvikling gennem fortællingen, hvor Ragnar/Lue, går fra at være en dreng, der har svært ved at overleve, til at blive en mand, der kan jage og på mange måder klare sig selv. Jeg kan godt lide ham som karakter, fordi han har gejst og vilje. Jeg manglede dog, at Ragnar var mere hævngerrig eller havde lysten til at tage kampen op, efter, at han var kommet på benene igen. Jeg håber dog på, at det er et element, der vil komme senere i serien.
Ragnar var dog ikke min yndlingskarakter, da jeg i stedet var meget glad for ulvene. Jeg synes, at de var meget snu og på et punkt skræmte de mig lidt, fordi de nærmest iscenesatte Ragnars død, uden, at han vidste det.

Sproget synes jeg var fantastisk, da det er meget lige til, men stadig så nuanceret, at det er mere en ungdomsbog end en børnebog. Det eneste jeg synes var lidt forvirrende, var det der var i kursiv. Jeg forstod godt, at det blev brugt til drømme, fortællinger og til når de snakker med hinanden, men andre gange var der kursiv uden at disse ting foregik, og det forvirrede mig lidt, fordi så forstår jeg ikke meningen med kursiv delene.

Alt i alt synes jeg, at det er en rigtig god bog, selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere om den nordiske mytologi, da fortællingen foregår i vikingetiden.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.