Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Vampyrens pagt (Ulfhedin-sagaen #3) – Mette Sejrbo

Titel: Vampyrens pagt. Forfatter: Mette Sejrbo. Forlag: DreamLitt. 
Udgivelsesår: 2018. Sprog: dansk. Sider: 547.

Bagsidetekst: Efter kampen mod den mørke er Emilie og Jonas genforenet, og deres bånd atter knyttet. Siden opgøret har de samlet beviser, som kan bringe vampyren Van der Maas i alvorlige problemer med Matelli-klanen. Men selvom de begge nyder deres forening, er de er ikke længere de to sorgløse unge, der forelskede sig.
Emilie må sammen med sine søstre ruste hele vølvesamfundet, nu hvor det står klart, at den mørke blot er en lille brik i et større spil. Jonas og hans familie, der hele deres liv har hadet heksene, skal ligeledes omstille sig til at se dem som deres allierede imod en større fjende. Vampyren må slås for sin eksistens på grund af hans piges afsløring. Et gammelt had til Rådet bliver udfordret, da hemmeligheder om deres ophav, om Loven og om den strid, der hærger internt, bliver blotlagt bid for bid.

Udklip4

Vampyrens Pagt er tredje bog i Ulfhedin-sagaen. Jeg har også anmeldt i foregående bøger i serien Heksens Kald og Varulvens forbandelse.
Jeg havde glædet mig meget til at fortsætte på denne serie, og den skuffede bestemt ikke!

Jeg må nok ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til denne bog, fordi nu var det jo den sidste bog i trilogien, som bare fejede benene væk under mig allerede i bog 1. Jeg var heller ikke skuffet, da jeg gik i gang med den, fordi da jeg satte mig til rette med ”Vampyrens Pagt” i hænderne, havde jeg meget svært ved at slippe den igen.

I det første bind var der fokus på Emilie som hekse, og i andet bind var der fokus på Jonas som varulv, så i dette sidste og tredje bind vidste jeg allerede fra bogens titel, at der ville være fokus på vampyrerne og Sebastian karakteren. Jeg synes, at det var meget interessant, at Sebastian kom til at træde mere frem som karakter, fordi jeg som læser, fik større indblik i, at han på en måde har to personligheder, der er kontraster til hinanden. Personligt tog jeg mig selv i at se ham i et helt andet lys, og der var tider, hvor jeg kunne lide ham, og andre gange gjorde han noget utilgiveligt, så jeg var generelt meget splittet omkring ham, men det er også fordi han viser sig at være en splittet karakter. Jeg synes det gav noget godt til fortællingen. Jeg var dog lidt skræmt over, at jeg nogle gange holdt mere af Sebastian end Jonas, og det havde jeg det svært med, fordi jeg gennem de to andre bøger havde opbygget et modsat bånd til dem, men det viser også bare, at karaktererne ikke er flade og kedelige, men at de har forskellige personligheder og karaktertræk, der udvikler sig.

En anden karaktermæssig ting, der udfordrede mig i denne bog, var Emilie. I starten af bogen (ca. de første 100 sider) synes jeg, at Emilie var meget irriterende og for at være ærlig, så havde jeg lyst til at daske hende en og sige til hende, at hun skulle tage sig sammen, fordi jeg synes, at hun har været så meget igennem, men det virkede ikke som om hun havde lært noget som helst. Jeg manglede virkelig en større udvikling hos hende, og en indsigelse. Heldigvis så kom Tjalfe til undsætning side 91, hvor han bad Emilie om at være mere voksen og tage sig lidt mere samme. Jeg må ærligt indrømme, at jeg indtil dette øjeblik faktisk havde lyst til at fortælle hende det samme, så jeg var glad for, at Tjalfe lige fik sat hende på plads for mig og bad hende tænke over tingene.

Til gengæld så synes jeg, at det er nogle ekstreme og imponerende kræfter, som Emilie får frem i den her bog, man kan godt fornemme, at hun har udviklet sig meget som heks. Jeg kunne også godt lide, at Mette Sejrbo fik de fire elementer i spil, hvilket er set mange gange før, men jeg synes ikke, at det gjorde noget, da det er de lidt ældre kræfter, som de har med at gøre i forvejen.
Ved disse heksekræfter, der blev jeg også meget overrasket over, at jeg pludselig kom til at følge Gudruns synsvinkel i nogle af kapitlerne, og uden at sige for meget, så var jeg også meget overrasket over den romance, der blev ”tildelt hende”. Men det får så også en større betydning senere hen i bogen, hvilket også er noget, jeg synes der var med til at skabe en god sammenhæng og en overordnet rød tråd igennem bogen.

Nu har jeg sagt mange rosende ord og udtrykt stor begejstring, MEN jeg har givet bogen 4 stjerner frem for 5 stjerner af en grund. En af de største grunde til det er den manglende kamp, jeg synes, at der bliver lagt op til en helt eminent stor kamp, og den synes jeg ikke rigtig kom. Der blev kæmpet, det kan vi godt blive enige om, men den var ikke så lang, voldelig og intens, som jeg havde forventet. Derudover så havde jeg lidt blandede følelser set i forhold til slutningen, og her burde du nok ikke læse videre, hvis du ikke har læst bogen endnu, så er du advaret.

Slutningen er nemlig meget åben og det gjorde mig splittet, da jeg på den ene side godt kan lide det, og på den anden side har jeg det lidt stramt med det. Jeg må ærligt indrømme, at da jeg var færdig med bogen, der sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke synes serien er rundet af – jeg hungrede efter mere, og siden jeg ved, at denne hunger ikke vil blive stillet, så mangler jeg en anden afslutning. Jeg var dog splittet, fordi jeg kan godt lide slutningen, da den virkelig er god og spændende, men det er ikke en slutning jeg bryder mig om, som værende seriens afslutning, fordi den slutter ikke. Jeg sad tilbage og ville ønske, at jeg kunne åbne næste bog i serien, men det kunne jeg ikke, og der udkommer heller ikke nogen. Man kan sige, at jeg nok var lidt ked af at slippe Emilie og de andre. Jeg ville gerne have fortsat eventyret.
På den anden side så kan jeg godt lide, at slutningen er åben, fordi det giver stof til eftertanke, og man kan som læser selv nærmest digte videre på fortællingen oppe i hovedet.

Til trods for de lidt kritiske kommentarer til sidst, så synes jeg, at det er en bog og en serie, som jeg helt klart vil anbefale andre! Og jeg vil stensikkert læse den igen engang ? Jeg vil også se frem til at læse mere af samme forfatter i fremtiden, og se hvor hun fører mig hen næste gang ?

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.