
Snesøsteren – Maja Lunde
Titel: Snesøsteren. Forfatter: Maja Lunde. Illustrator: Lisa Aisato Forlag: Turbine.
Udgivelsesår: 2018. Sprog: dansk. Sider: 192.
Bagsidetekst: Juleaften nærmer sig, og selvom Julian normalt elsker den særlige dag, som faktisk også er hans fødselsdag, føles alting i år helt forkert. Hele familien sørger stadig over tabet på Julians søster, Juni, og det er som om, julen er aflyst. En dag møder Julian dog den livsglade pige, Hedvig, som bringer et pust af varm kakao og brunkager med sig. Men der er noget mystisk ved Hedvig og hendes hus, og hvem er den gamle, mærkelige mand, som hele tiden dukker op?



Snesøsteren er en anmelderrost julekalenderbog, der har været meget populær i Norge. Den norske begejstring kan jeg godt følge, da Snesøsteren er en smuk julebog, som rammer lige i hjertet.
Da jeg var færdig med at læse den, følte jeg mig helt fortryllet, og jeg var på ingen måde i tvivl om, at det er en bog, som jeg vil læse igen i løbet af december næste år.
Det er som nævnt en julekaldenderbog, hvilket betyder, at den er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse ét kapitel hver dag i december. Jeg må dog indrømme, at jeg synes, det var svært ikke at læse videre. For jeg ville så gerne vide, hvad der kom til at ske videre i fortællingen.



Bogens opbygning, det letlæselige sprog og de smukke illustrationer gør, at det er en fin julebog til højtlæsning. Det er dog ikke en bog, for de helt små, men nærmere de 8-10 årige, da det er en bog, der ligesom Charles Dickens’ A Christmas Carol berører nogle alvorlige emner. Den handler nemlig meget om sorg og savn, hvilket er noget, der bliver stærkere for mange familier i julen, hvor man kan mærke kærligheden og savnet efter de mennesker, der ikke længere kan være med til at danse rundt om juletræet.



Alt i alt er det en rørende julefortælling, som jeg varmt kan anbefale, at man hygger sig med i løbet af december. Personligt kom jeg meget i julestemning og blev rørt 🙂
- Tak til Turbine forlaget for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Et manipuleret liv – Pernille L. Stenby
24. november 2021


Når Naturen Kalder – Jack London
10. juni 2020

