Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen #1) – Karen Inge Nielsen

Titel: Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen #1). Forfatter: Karen Inge Nielsen. 
Forlag: DreamLitt. Udgivelsesåret: 2018. Sprog: dansk. Sider: 434.

Bagsidetekst: Månen skinner blegt over Sortedammen, da kvinden tænder lysene i pentagrammet. Som i trance skærer hun Herrens tegn og lader helvedes flammer brænde i sit blod. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hendes krop.

En uforklarlig kraft trækker i Marcus, da han står på trappen foran Herstedholm herregård – hans nye hjem. Hurtigt bliver Marcus grebet af herregårdens mystik og uhygge. Stemmer begynder at hviske til ham, og især én kvindestemme brænder sig ind i hans tanker – en kvindeved navn Elvira, der tidligere var frue på herregården.

Langsomt går det op for Marcus, at Herstedholm er hjemsøgt. Fortidens løgne, ulykkelige skæbner og hemmeligheder ligger gemt i Sortedammens mørke dynd. I drømme fører Elviras stemme ham tilbage til en tid, der snart skal vise sig at være mere virkelig, end godt er.

Sortedammens hemmeligheder er første bog i serien Djævlepassagen. Det er en mørk fantasy, der byder på uhygge, spænding, kærlighed og mystik.

Før jeg gik i gang med bogen, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Stemningsmæssigt havde jeg forventet uhygge, og det fik jeg i den grad.

Generelt kan jeg godt lide krimi, men foruden det, så er jeg ikke så meget til gysere. Derfor var jeg også i tvivl om, Sortedammens hemmeligheder var en bog for mig. MEN den var en positiv læseoplevelse, og til tider følte jeg mig nærmest helt besat af den 🙂
Jeg havde så svært ved at slippe den igen, fordi den var uhyggelig, spændende og fyldt med mystik.

Der var dog en fin balance mellem de klamme og mindre uhyggelige scener. Det kunne jeg godt lide, fordi hvis det var uhyggeligt hele tiden, så ville det blive lidt for kedeligt og for nemt at gennemskue.
Nogle af de tematikker, der bryder med det uhyggelige er venskab, kærlighed og teenageproblemer. De var med til at give humor og rolige øjeblikke, men andre gange kunne gysset også blande sig i kærligheden.

Bogen er bygget op på den måde, at man som læser følger to hovedpersoner fra to forskellige tider. I starten bliver man præsenteret for Elvira, som lever i slutningen af 1600-tallet. Derefter møder man Marcus fra nutiden, som lige er flyttet sammen med sin mor til herregården Herstedholm, hvor Elvira arbejdede som køkkenpige.
Jeg kan godt lide den skiftende tid og synsvinkel, da det på en måde gav mere dybde til fortællingen og karaktererne. Derudover underbygger det den mystik og det uhyggelige, der foregår på Herstedholm.

Sprogligt er det en velskrevet bog, hvor beskrivelserne er både livagtige og billedskabende. Så jeg kan sagtens forestille mig det.
Gennem sproget kan jeg også fornemme, at det er en bog, der er målrettet nogle lidt ældre teenagere 16-19 år, men jeg vil ikke udelukke, at den også sagtens kan læses af voksne, fordi den er virkelig god.
Sproget virker derved mere voksent, og det kunne jeg virkelig godt lide – jeg synes, at der mangler mere af den her slags litteratur 😉

Alt i alt er det en bog, som jeg varmt kan anbefale til andre, der kan lide mørk og mystisk fantasy. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den næste bog i serien, så jeg håber, at Karen Inge Nielsen kan skrive hurtigt, fordi det er næsten djævelsk at lade mig vente 😉

Follow my blog with Bloglovin