
Løvinden – Cecilie Bødker
Titel: Løvinden. Forfatter: Cecilie Bødker.
Forlag: Forlaget Evig. Udgivelsesår: 2018. Sprog: dansk. Sider: 191.
Bagsidetekst: Leona, på 14 år, lever ubekymret i en lille landsby sammen med hendes forældre og venner. En dag angribes landsbyen og vender op og ned på Leonas liv og alt hvad hun troede på. Leona er en chatie, halvt menneske, halv kat. Hendes bedste ven, Nor, er en hundt, halvt menneske og halv ulv.
Hvad de ikke ved, er at de begge besidder ufattelige kræfter, som blot venter på at blive vækket. Disse kræfter får de brug for på deres rejse, hvor de blandt andet møder hekse og elvere. De bliver også draget ind i den 1000 år lange krig mellem chatier og hundtere, hvor de tvinges til at gå i krig mod hinanden.
Vil det stærke bånd mellem Leona og Nor være nok til at redde dem begge og stoppe krigen?



Løvinden er en debutroman af den unge 15-årige debutant Cecilie Bødker (den udkom 30. oktober 2018). Først og fremmest er jeg meget imponeret over, at en så ung har udgivet sin første bog. Det må derfor også være meget spændende at høre andres mening, men på samme tid også ret angstprovokerende.
Overordnet set er det en meget klassisk fantasy, hvor der er en kamp imellem det gode og det onde. Plotmæssigt synes jeg, at der er en fin sammenhæng, men jeg synes dog, at bogen sagtens kunne have været længere, og jeg tror, det også ville have afhjulpet nogle passager, der til tider virkede forhastede. Der måtte gerne have været mere fokus på følelser, og det her med at vise handlinger frem for at fortælle dem (show it, don’t tell it).
Det kan skyldes forfatterens unge alder, og jeg er sikker på, at hvis Cecilie Bødker bliver ved med at skrive og arbejde med håndværket, så kan hun blive en rigtig dygtig forfatter i fremtiden.
Disse sproglige problemer gjorde min læsning tung, og jeg havde nogle gange svært ved at forestille mig karaktererne og universet.
Karaktermæssigt kunne jeg godt lide ideen med chartier og hundtere. Hvor en chartie er halvt menneske og halvt kat, og en hundt er halv menneske og halv ulv. Jeg synes dog, det var underligt, at racen hed hundt, og at de så var ulve, i stedet for hunde. Det ville også have givet mening i forhold til deres indre kræfter, hvor chartie hovedpersonen bliver til en løve, så kunne hundten blive ulv her i stedet for at være det hele vejen igennem fortællingen – så virker kræften måske også mere voldsom, ligesom at Leona går fra at være kat til at blive løvinde.
Alt i alt synes jeg, at grundessensen er rigtig god, og der er noget potentiale gemt. Jeg vil i hvert fald gerne følge Cecilie Bødkers videre forfatterskab og hendes udvikling, fordi hendes fantasi fejler ingenting.
Jeg synes, at Løvinden er en fin fantasyroman, som uden tvivl er en god læseoplevelse for den lidt yngre målgruppe på omkring 9-12 år.
- Tak til forfatter Cecilie Bødker og Forlaget Evig for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Arlo Finch i flammernes dal (Arlo Finch #1) – John August
14. februar 2019


Der er en hemmelighed i luften (Duftapoteket #1) – Anna Ruhe
20. december 2020

