Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Vølvens Spådom (Midgårds beskyttere #1) – T. R. Bisgaard

Titel: Vølvens Spådom (Midgårds beskyttere #1). Forfatter: T. R. Bisgaard. 
Forlag: Calibat. Udgivelsesår: 2018. Sprog: dansk. Sider: 204.

Bagsidetekst: Astrid og Erik så begge spørgende på kvinden. ”Arh, den er ubrugelig,” mumlede hun og puttede en fløjte i lommen. ”Den har tydeligvis tilkaldt de forkerte! I kan ikke være Midgårds Beskyttere!” Astrid og Erik forstod ikke noget. Hvordan var de endt her? Og hvad mente kvinden med Midgårds Beskyttere?’

Astrid og Erik hentes pludseligt tilbage til vikingetiden, hvor de bliver mødt af en stærkt skuffet troldkvinde. Hendes magi skulle have hidkaldt Midgårds Beskyttere og ikke bare to store børn. Men nu har Astrid og Erik intet valg. De kan først komme hjem, når de har forhindret en krig mellem den danske og norske konge … Og Loke i at udløse Ragnarok.

Tag med på en rejse tilbage til fortiden, hvor to børn fra nutiden skal overvinde sig selv for at kunne overvinde forhindringerne, der venter forude. Det bliver alt andet end nemt.

Udklip3

Jeg har altid været fascineret af myter og mytologi, så da T. R. Bisgaard søgte anmeldere af hendes nordiske mytologi-serie, Midgårds beskyttere, slog jeg til.

Vølvens Spådom er den første bog i serien. Det er en fortælling, der handlingsmæssigt fungerer rigtig godt, da der er en god balance mellem spænding, venskab og nordisk mytologi. Jeg synes dog, at det til tider var lidt for nemt for de to hovedkarakterer Erik og Astrid, at løse problemerne på deres vej. Dette kan skyldes, at målgruppen er 9-13 årige.

Derudover manglede jeg lidt mere karakterudvikling. Alle karakterne i bogen er dog både menneskelige og godt beskrevet, men jeg ville gerne vide mere, især om nogle af bikaraktererne. Man kan derfor overveje om, der er lidt for mange bikarakterer eller om forfatteren skulle have prioriteret at gå mere i dybden med dem, og give dem mere baggrundshistorie.

Til trods for, at der nogle ting, som ikke fungerer for mig, så kunne jeg godt lide selve fortællingen, og især bogens slutning gav mig lyst til at læse videre på serien, og jeg gik straks i gang med andet bind, da jeg havde læst sidste side i denne bog.

Sprogligt passer bogen fint til målgruppen, da det er letlæselig og fyldt med billedlige beskrivelser:

“Solen var hurtigt forsvundet som en rullende kobbermønt ned ad bjergsiden” (s. 82)

Derudover kan jeg godt lide, at man kan mærke forfatteren har lavet en masse research om vikingetiden og nordisk mytologi. Der var dog et par steder i fortællingen, hvor jeg synes, at der var for mange informationer, hvilket ødelagde min læsning lidt, og jeg frygter, at den store mængde kan være træls for målgruppen.

Alt i alt synes jeg, til trods for nogle af de negative udtalelser, at det er en god fortælling, som jeg vil anbefale til både piger og drenge, der kan lide at komme ud på eventyr og gerne vil vide mere om nordisk mytologi.

Tak til forfatter T. R. Bisgaard og forlaget Calibat for anmeldereksemplaret.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.