Howl’s moving castle – Diana Wynne Jones

Titel: Howl’s moving castle. Forfatter: Diana Wynne Jones. 
Forlag: Harper Collins. Udgivelsesåret: 2008. Sprog: engelsk. Sider: 429.

Bagsidetekst: Sophie has the great misfortune of being the eldest of three daughters, destined to fail miserably should she ever leave home to seek her fate. But when she unwittingly attracts the ire of the Witch of the Waste, Sophie finds herself under a horrid spell that transforms her into an old lady. Her only chance at breaking it lies in the ever-moving castle in the hills: the Wizard Howl’s castle. To untangle the enchantment, Sophie must handle the heartless Howl, strike a bargain with a fire demon, and meet the Witch of the Waste head-on. Along the way, she discovers that there’s far more to Howl—and herself—than first meets the eye.

Jeg har længe haft lyst til at læse den her bog, fordi jeg holder så meget af filmen. Den var bestemt ikke nogen skuffelse, men til gengæld var jeg overrasket over, at der var så stor karakter- og plotforskel set i forhold til filmen. Dette kan du læse mere om her.

Plotmæssigt starter fortællingen meget Askepot-agtigt, fordi efter Sophies mor dør, gifter hendes far sig igen, og Sophie har to yngre søstre. Det viser sig dog, at stedmoren, Fanny, ikke er ond, og Sophies skæbne er allerede ude af hendes hænder, fordi hun er den ældste:

In the land of Ingary, where such things as seven-league boots and cloaks of invisibility really exists, it is quite a misfortune to be born the eldest of three. Everyone knows you are the one who will fail first, and worst, if you set out to seek your fortune.

På grund af dette har Sophie en forventning om, at hendes yngste søster vil få den bedste mulighed for succes, og den mellemste søster vil lykkes i livet ved at finde sig en god mand. Sophie accepterer blankt, at hun ikke har de store chancer i livet. Hun har nærmest givet op på forhånd på grund af, at hun er den ældste af tre. Personligt synes jeg, at det var meget trist og irriterende, men på samme tid gør denne begyndelse, at hendes løbende udvikling bliver meget interessant.
Hendes eventyr begynder for alvor efter, at Ødeheksen (The Witch of the Waste) forvandler hende til en ældre dame. Fordi fra dette øjeblik griber hun skæbnen og vil forsøge at ændre den. Hun accepterer ikke længere bare omstændighederne.
Foruden dette ændres Sophies karakter radikalt, fordi hun starter med at være isoleret, ensom og bange for fremmede, men efter forvandlingen er hun meget mere dristig. Hun frygter for eksempel ikke Howl, og hun driller ilddæmonen Calcifer.
Ved at blive forvandlet til en gammel kone får Sophie muligheden for at tage kontrol over sit liv.   

Sophie er dog ikke den eneste interessante karakter i denne fortælling, fordi der er jo også Howl. Udadtil virker han som en karakter, der kan alt og har styr på sit liv. Han er karismatisk, en talentfuld troldmand og en anelse medfølende. Men samtidig med har han også et voldsomt temperament, er selvoptaget og overdramatisk. Som Sophie selv siger:

”Well, he’s fickle, careless, selfish, and hysterical”, she said. “Half the time I think he doesn’t care what happens to anyone as long as he’s all right – but then I find out how awfully kind he’s been to someone. Then I think he’s kind just when it suits him – only then I find out he undercharges poor people.”

Han er en karakter, der har fejl, hvilket er rigtig godt, fordi det er menneskeligt, og personligt synes jeg, at karakterer, der bare kan klare alt uden problemer, kan være inspirerende, men også urealistiske.
Foruden dette så er der mange, som er helt vilde med Howl, og nærmest er forelsket i ham. Der kan jeg ærligt sige, at der er jeg ikke. Han kan til tider være en god mand og andre gange fuldstændig utålelig, men jeg synes stadig, han er en interessant og mindeværdig karakter, som kan noget helt særligt. 
I stedet for, så har ilddæmonen Calcifer en helt speciel plads i mit hjerte, da han er en karakter, der er med til at give liv og humor til fortællingen.

Udover et godt sammenflettet plot og troværdige karakterer, så formår Diane Wynne Jones også at trylle med sproget. Personligt har jeg læst bogen på engelsk, og det var fortryllende, at hun på smukkeste vis ved ordets kræft kan få landskaber og byer til at være helt levende for læseren, så man næsten kan forestille sig at være der selv. Det er ordets magi, hvilket Sophie også benytter til at fortrylle hverdagsobjekter.

Alt i alt så var Howl’s moving castle ingen skuffelse, fordi jeg kom ud på et helt fortryllende eventyr uden at skulle forlade sofaen. Den er inspirerende, og plotmæssigt er der mange tråde, som jeg med garanti vil finde enden på ved en genlæsning. Det jeg mener er, at det er en bog, der har mere at byde på.

Jeg vil dog advare dig, fordi hvis du ligesom mig holder utrolig meget af Studio Ghiblis animerede filmversion af Howl’s moving castle, så kan du komme til at blive skuffet, da den plotmæssigt kun minder om filmen i første halvdel af bogen. Derudover er der også mange forskelle mellem de to medier. Når det så er sagt, så vil jeg på samme tid også anbefale, at man læser bogen, fordi den indeholder mere information om karaktererne og andre overraskelser, som ikke er med i filmen.

Ekstra info: Der findes to efterfølgere til Howl’s moving castle, som er Castle in the Air og House og Many Ways. Jeg ser frem til at læse dem begge, men jeg har hørt rygter om, at de ikke handler om Howl og Sophie, så jeg ved ikke helt, hvad jeg bør forvente, men jeg har i hvert fald fået dem bestilt hjem 😉

Follow my blog with Bloglovin