Eventyr,  Film vs. bog,  Studio Ghibli

Ponyo – Den japanske udgave af Den lille havfrue?

I 2008 udkom den animerede film Ponyo også kaldet Ponyo on the Cliff by the Sea, som er instrueret af Hayao Miyazaki. Han har selv udtalt, at det er en film, der inspireret af H.C. Andersens Den lille havfrue. Han fortæller dog også, at der er en inspiration mere end en adaption, så måske er Ponyo den japanske version af Den lille havfrue?

Plot

I begge fortællinger er der en undersøisk- og menneskeverden, hvor en havfrue/guldfisk ønsker at blive menneske for at være sammen med en menneskedreng. Foruden dette er der også i slutningen en prøvelse, som afgør om, hovedkarakteren kan forblive menneske eller vil blive til skum på havet.

Karakterer

En af de største forskelle mellem Den lille Havfrue og Ponyos kvindelige hovedkarakter er alderen, og det faktum at den ene er en havfrue og den anden en guldfisk. I H. C. Andersens version er havfruen 15 år, når hun rejser op til overfladen og ser prinsen for første gang. Hvorimod hun i Ponyo er en guldfisk første gang hun møder drengen Sauske og når hun forvandles til menneske, er hun en pige på omkring 5 år.
Den samme aldersforskel forekommer naturligvis ved manden/drengen de møder, fordi i H. C. Andersens version er prinsen omkring 16 år. Hvorimod Sasuke er en helt almindelig dreng på 5 år.

Derudover har begge kvindelige hovedkarakterer mange søskende, samt en far, der ikke vil lade dem følge deres drømme. Det er en far, der hader mennesker eller på anden vis ikke forstår sig på menneskeverden.

Temaer

Der er også sammenfaldne tematikker, såsom magi, oprør og kærlighed

Oprør
Begge udgaver har en fælles tematik omkring oprør, da begge piger kæmper for, hvad de vil imod deres fars vilje, og imod den undersøiske verdens “regler”. De ønsker begge at være mennesker og være sammen med en mand/dreng på land.
Der er dog mere fokus på kærlighed i H.C. Andersens udgave, hvorimod der ved Ponyo er mere fokus på den barnlige livsglæde og venskab, hvilket også skyldes aldersforskellen på de to hovedkarakterer. Mod slutningen er der dog det samme aspekt som i H.C. Andersens version, hvor manden/drengen skal vælge om, han elsker hende eller ej, fordi hvis hans kærlighed ikke er ægte, så vil Ponyo og Den lille havfrue blive forvandlet til skum på havet.   

Magi
Et andet tema, som er i spil ved begge fortællinger, er magi. Magien kommer dog til udtryk på to forskellige måder. I H. C. Andersens Den lille havfrue opsøger hun en heks, der kan forvandle hende til et menneske, ved at lave en drik ud af heksens blod, og betalingen er havfruens tunge. Forvandlingen til menneske er meget smertefuld, og efter forvandlingen vil hvert skridt, hun tager føles som at træde på en skarp kniv.

I Ponyo er magien ikke ond på samme måde. I stedet for er den mere livsskabende og god set i forhold til, at den helbreder sår, skaber liv og kan hjælpe med at få diverse ting til at virke eller blive store. Den kan dog også tolkes lidt som ond, da faren bruger magien til at kontrollere havet, så det brutalt kan få Ponyo tilbage, og han tvinger Ponyo til at blive forvandlet tilbage til en fisk.       

En anden ting, som Studio Ghibli gør i deres mere japanske version af Den lille havfrue er at fokusere på miljøet og menneskets tendens til at ødelægge havet med forurening. Dette kan også være tilfældet, da det er en mere moderne udgave, fordi H. C. Andersens version var trods alt skrevet i 1837. Personligt synes jeg det er rigtig fint, at man har valgt at fokusere på dette emne i en animeret film, der hovedsageligt er for børn. Da det skaber opmærksomhed omkring det, og lærer dem noget.

Alt i alt synes jeg, at man godt kan se nogle træk fra H. C. Andersens version af Den lille havfrue i filmen Ponyo. Det er dog også tydeligt, at det er en mere moderne, børnefokuseret version, der er blevet inspireret af Den lille havfrue, men at det på ingen måde er en genfortælling eller adaption.   

Ekstra info: Til at starte med var historien om Ponyo ikke om en guldfisk, men en børnefortælling om en frø.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.