Boganmeldelse

Når Naturen Kalder – Jack London

Titel: Når Naturen Kalder (originale titel: The Call of the Wild). 
Forfatter: Jack London Forlag: Alhambra.  Udgivelsesåret: 2020.  Sprog: dansk. Sider: 136.

Bagsidetekst: Vi er i 1890’erne. Guldfeberen raser i Klondike. Buck, et velvoksent gadekryds, bliver stjålet fra sine velhavende ejere og sit behagelige liv og fragtet til Alaska for at tjene som slædehund. På turene over de frosne floder, mellem lejrenes snedriver og i de dybe skove stifter han bekendtskab med en brutal verden, hvor kun de stærkeste overlever. Her gælder loven om kølle og tand, og hverdagen i hundespandet er en kamp på liv og død. Men naturen kalder på Buck og vækker hans instinkter, og gennem prøvelser og modgang lærer han at tilpasse sig, overleve – og leve.

Når Naturen Kalder udkom for første gang for over 100 år siden. Den er siden blevet oversat til mere end 80 sprog, filmatiseret af flere omgange og udkommet i mange forskellige udgaver. Dette er, hvad man kan kalde for en klassiker. Jeg har ikke læst den før, så jeg vidste ikke andet om bogen end, at den omhandlede en hund.
Det viste sig dog hurtigt at være en bog og en fortælling, der indeholdt meget mere. Den var spændende, anderledes, virkelighedstro og gribende helt til sidste side.

Plotmæssigt er det et eventyr, hvor hunden Buck modvilligt sendes afsted og udvikler sig løbende. Han er en blanding mellem en sanktbernhardshund og en skotsk hyrdehund.
Gennem fortællingen udsættes han for mange hårde oplevelser, da han blandt andet kidnappes, skal lære at kæmpe for at overleve og finde sin plads i en flok, så hans liv bliver pludselig til en kamp mellem liv og død.   
Disse hårde oplevelser ændrer og udvikler Bucks personlighed, da han går fra at være et civiliseret kæledyr til at blive et vildt dyr, der kæmpe for at overleve. Personligt synes jeg, det er en ekstrem og meget interessant udvikling, som er med til at give fortællingen karakter.  

Bucks udvikling udfolder sig ligesom Darwins evolutionsteori: ”Survival of the fittest” (Den mest tilpassede overlever). For Buck gælder det om at tilpasse sig de nye omgivelser og hårde episoder, for at han kan overleve.

”Vilddyret havde sejret, han havde følt glæden ved at dræbe og vidste, at det var godt.”

Historiens fortælles ud fra Bucks synsvinkel, hvilket gør den meget anderledes, men på en god måde. Som læser kan man følge med i hans tanker og udvikling på tæt hold, hvilket kan få følelserne frem hos læseren. Jeg sad i hvert fald flere gange med en knude i maven eller en klump i halsen, men til trods for dette kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, fordi jeg blev bare nødt til at vide, hvad der kom til at ske med Buck og de andre hunde i hans flok.

”Hvis de gamle hunde ikke duede til at klare turen, var der masser af nye at få. De der ikke duede, måtte man se at blive af med, og da hunden ikke tæller meget i sammenligning med klingende mønter, var det meningen, at de skulle sælges.”

Som citatet antyder, så er det ikke en bog for sarte sjæle, fordi der forekommer mange grumme og hjerteskærende hændelser. Jeg synes den var ekstra gribende, fordi fortællingen bygger på forfatteren Jack Londons egne erfaringer med guldgravertiden i Alaska, hvilket gør fortællingen autentisk og troværdig set i forhold til virkelige historiske begivenheder.

Alt i alt er Når Naturen Kalder en relativ kort roman, som indeholder en større historie, end man umiddelbart skulle tro. Jeg var særligt grebet af Bucks udvikling og den virkelighedstro fortælling. Det er en roman, som jeg varmt kan anbefale til læsere, der gerne vil læse noget anderledes og hjerteskærende. For det er en barsk, men smuk roman, som fokuserer på kærlighed, instinkter og det vilde, der bor i os.

Ekstra info: Når Naturen Kalder udkom for første gang i 1903 med den engelske titel Call of the Wild. Den har i dag status som en af verdenslitteraturens mest læste og elskede klassikere.   

  • Tak til Alhambra for anmeldereksemplaret.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.