Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Grå magi (Pigen fra Månehøjen #1) – Lene Krog

Titel: Grå magi (Pigen fra Månehøjen #1). Forfatter: Lene Krog.  Forlag: Ulven og Uglen. 
Udgivelsesår: 2020. Sprog: dansk. Sider: 420.

Et svagt minde fortalte Aia, at det ikke var første gang, hun havde oplevet at dø. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har De Grå taget kontrol over Bragimark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinger forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragimark ingen fremtid.

Jeg har anmeldt Grå magi (Pigen fra Månehøjen #1) før, men siden der er kommet en ny udgivelse, så synes jeg, at der skulle en ny anmeldelse til. Jeg genlæste den og har herunder skrevet en ny anmeldelse.

Grå magi er første bind i Lene Krogs serie om pigen fra Månehøjen. Jeg kunne godt lide fortællingen ved første læsning, men anden læsning var bare meget bedre 🙂

Bragimark er det univers, som vi befinder os i, og det er virkelig godt lavet. Landet har en forhistorie, myter og religion. Det er world building, der virkelig fungerer. Jeg blev opslugt af verdenen med det samme, ligesom første gang jeg læste den.
Bragimark er dog ikke et trygt sted, fordi det herskes af Vidar Baltzer og heksen Caris Belli, der sammen med hæren af Grå, jager malinger, hekse og andre overnaturlige væsner.

I bogen følger vi hovedsageligt Aia, der hverken kan huske sin fortid eller sit eget navn. Ved at komme ud på et eventyr begynder Aias fortid at komme frem i lyset, men måske var det bedst, at hun glemte den? Derudover følger vi Merian, der er en historiestuderende, som skal hjem på sommerferie, men hun vil helst være så langt væk fra sin familie som overhovedet muligt. Den tredje og sidste synsvinkel i bogen er Merians bror, Leander, som er sherif for de Grå. Dette er Merian ikke stolt over, og derfor tager hun med klassekammeraten, Birk, med hjem. Det bliver dog hurtigt en sommerferie, som hun sent vil glemme.
Plotmæssigt er der plottwist og -tråde, som udfoldes i løbet af fortællingen på smukkeste vis. Den er spændende, magisk og underholdene.

Alle karaktererne har personlighed, deres egen stemme og har følelser. Derudover så udvikler særligt Merian og Aia sig i løbet af fortællingen.

Det jeg bedst kan lide ved Aia er, at hun er et mysterium i sig selv. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvad hun har gjort i fortiden, og derfor ved man som læser heller ikke noget. Derudover kan jeg godt lide Merian, fordi hun i starten virker som om, hun er en usikker, genert historienørd. Det viser sig dog, at hun er forelsket, sagtens kan forsvare sig selv, og hun er en kompetent sværdkæmper.
Birk er en hyggelig, charmerende karakter, som jeg ikke kan lade vær’ med at smile af. Han har dog sine egne problemer, ligesom alle andre karakterer.

Alt i alt er Grå magi af Lene Krog en velskrevet fantasyroman. Der indeholder et flot sammensat plot fyldt med twist, dybe karakterer, og en velformuleret fortælling.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.