Boganmeldelse

Mesterens falske spil (Duftapoteket #3) – Anna Ruhe

Titel: Mesterens falske spil (Duftapoteket #3). Forfatter: Anna Ruhe. Illustrator: Claudia Carls. 
Forlag: Straarup & Co. Udgivelsesår: 2020. Sprog: dansk. Sider: 280.

Luzia Alvenstein er sentifleur. Hun kan ikke bare lugte, men også føle dufte. Men hvor stammer dette talent fra? Og hvordan kan hun lære at håndtere det?
Før Luzie når at finde svar på sine spørgsmål, kommer hun i besiddelse af en skrækindjagende viden: Den ondsindende Syrell de Richemont, lederen af De Evige, vil åbne nye duftapoteker over hele verden og udbrede forfærdelige dufte, der giver ham magten over alle mennesker.
Hurtigt beslutter Luzie og hendes ven, Mats, at tage til Paris for at forhindre Richemonts plan. Men i byen venter en fare og en større fjende, end Luzie nogensinde havde forestillet sig. Og da selv hendes bedste ven vender hende ryggen, ser alting sort ud.

Mesterens falske spil er tredje bind i serien, Duftapoteket. Du kan læse mine anmeldelser af første bind og andet bind her på bloggen. Jeg kunne godt lide de to første bind i serien, men denne levede desværre ikke op til forgængerne.

Ligesom de tidligere bind er plottet skruet fint sammen, og der er overraskelser undervejs, hvilket gør det svært for mig at forudse, hvad der kommer til at ske. Fortællingen er spændende, actionfyldt og fyldt med hemmeligheder.

Forholdet mellem Mats og Luzie kommer ud på en prøve i dette bind, hvilket jeg synes var ret intenst. Jeg følte med dem begge, og heppede på dem. Til gengæld synes jeg, Luzie ikke helt tænkte sig om i dette bind. Det gjorde hun heller ikke i bind 2, men det er som om, at hendes impulsivitet er kommet på et helt nyt niveau. Personligt irriterede det mig meget, fordi jeg synes, hun flere gange kastede sig hovedløst ud i farlige situationer. Derudover manglede jeg også en udvikling hos Mats, hvilket jeg håber på kommer til at ske i næste bind.

Af bipersoner var jeg især fascineret af Richemont og hans datter Elodie. Deres tankegang er meget gammeldags, og de har ingen følelser tilovers for andre mennesker. De er rent ud sagt følelseskolde og manipulerende. Jeg sad flere gange og krummede tær over deres planer og frygtede en verden, der ville ligne den, som de havde i tankerne.

Alt i alt er Mesterens falske spil ikke ligefrem mit yndlings bind i serien, men den kan alligevel noget helt særligt på grund af karakterne Richemont og hans datter Elodie. De giver plottet spænding og intensitet, som gør, at jeg ikke kan lade vær’ med at læse videre. Til gengæld irriterede hovedpersonen Luzie mig, men selve fortællingen er god.
Hvis man godt kan lide serien, så synes jeg, at man helt klart skal læse videre. Jeg ser i hvert fald frem til at læse den næste bog i serien, men jeg håber, at Luzie vil tænke sig lidt mere om.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.