
I krig (Legendens ridder #1) – Jeanette Sigtenborg Rasmussen
Titel: I krig. Forfatter: Jeanette Sigtenborg Rasmussen. Forlag: Straarup og Co.
Udgivelsesår: 2021. Sprog: dansk. Sider: 200.
Bagsidetekst: Krigen hærger prinsesse Elenas hjemland. Hendes højeste ønske er at kæmpe ved fronten ligesom sin bror, men hun er tvunget til at blive i sikkerhed bag slottets mure. Alting ændrer sig dog, da den gamle fortælling om en mystisk, hætteklædt ridder måske viser sig ikke kun at være en legende. Pludselig befinder Elena sig midt i krigens kaos, men er hun parat til krigens grusomheder og de konsekvenser, der følger med hendes valg?



Da I krig, som er første bog i serien Legendens ridder, kom ind ad døren, kunne jeg ikke lade vær’ med at smile. Tilbage i 2018 var jeg praktikant ved et forlag sammen med forfatteren bag denne bog. Jeanette snakkede allerede dengang om, at hun var i gang med at skrive en historie, som hun drømte om at få udgivet. Den 18. februar i år gik denne drøm i opfyldelse for hende, fordi der udkom fantasyromanen I krig.
Jeanettes drøm gik i opfyldelse, og det synes jeg er virkelig sejt og beundringsværdigt 🙂
Plotmæssigt er det en klassisk opbygget fantasy, som foregår i et middelalderligt univers. Vi befinder os i landet Danvang, som er i krig med Nordan. I løbet af fortællingen følger vi prinsesse Elena, som gerne vil kæmpe for sit land side om side med hendes bror, kronprins, Nicolas. Elenas far, kongen, synes dog ikke, at hun skal have noget med våben eller krigen at gøre, fordi hun er en kvinde.
Overordnet synes jeg, at det var en rigtig fin historie. Den var meget lige til og eventyrlig. Historien var lidt for forudsigelig det meste af tiden, men mod slutningen, der skete der nogle ting, som overraskede mig. Det fik mig til at sidde helt ude på kanten af sofaen af spænding og frygt for, hvad der kan ske i seriens næste bind. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre noget her. Hvis du vil kende slutningen, så må du læse bogen 😉
Bogen er kun 200 sider, men jeg kunne godt have brug flere sider. Jeg ved godt, at bogens længde skyldes målgruppen, som er 12 år og op efter, men jeg kunne godt have brugt noget mere dybde. Der kunne godt have været flere detaljer omkring universet og legenden, samt en dybere forståelse af karakterernes følelser og relationer. Dette håber jeg, at der vil komme mere af i næste bind, fordi jeg synes virkelig, at der er lagt et godt grundlag i dette bind.
Karakterer der bryder med den klassiske prins og prinsesse stereotyp
Historien fortælles primært fra prinsesse Elenas synsvinkel, og der er nogle enkelte kapitler, hvor vi får kongens synsvinkel.
Karaktermæssigt er Elena en stærk hovedkarakter som kæmper for det, hun tror på. Hun er stædig og ved, hvad hun vil i livet. Nogle gange er hun dog overmodig og tror, at hun kan mere end hun kan. Personligt kan jeg godt lide Elena for hendes standhaftige vilje og styrke til at følge sit hjerte. Disse kvaliteter i en karakter fik mig flere gange til at tænke på Mulan.
Især også fordi hun kæmper for at bryde samfundsnormerne om, hvordan en kvinde bør opfører sig. Det Elena vil er at kæmpe for sit land side om side med sin bror. I stedet forventes det, at hun sidder stille og er en fin pyntegenstand. Det er skønt med en prinsesse, der kan mere end at have balkjole på, kysse med en prins og være en jomfru i nød. Hun kæmper sig frem i en mandsdomineret verden for at vise, at kvinder kan mere end de tror.
Elenas bror, Nicolas, er også en interessant karakter, som føler sig presset af at være kronprins og skulle leve op til sin fars omdømme. Derfor synes jeg, at det måske havde været mere spændende at følge Nicolas’ indre kamp, frem for at have læst om kongens synspunkter, men det er bare min holdning. Han er ligesom sin søster en anderledes type prins. Han tvivler på sine evner og kan mere end at kæmpe med et sværd. Jeg håber virkelig, at vi får mere at vide om ham i den næste bog i serien.
Alt i alt er I krig en rigtig fin og eventyrlig start på en ny dansk fantasyserie. Personligt kunne jeg godt have brugt mere fylde og detaljer set i forhold til universet og karaktererne. Til gengæld synes jeg, det er rigtig dejligt med nogle karakterer, der bryder med stereotyperne og samfundsnormerne. Derfor håber jeg også, at vi som læser, kommer tættere på kronprins Nicolas.
Jeg vil anbefale I krig til nye fantasylæsere og teenagere, der gerne vil have lidt anderledes hyggelæsning med en stærk kvindelig karakter. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre på denne serie og følge Jeanettes udvikling som forfatter.
- Tak til forlaget Straarup og Co. for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket #2) – Anna Ruhe
30. december 2020


Rent blod (Morika #1) – Sidsel Sander Mittet
26. oktober 2017

