Boganmeldelse

Wilmas verden #1-2 – Ulrika Louisa Bjerregaard

Serietitel: Wilmas verden. Forfatter: Ulrika Louisa Bjerregaard. Forlag: Augusta Publishing. 
Udgivelsesår: 2019 og 2020. Sprog: dansk. Sider i alt: 443.

Da jeg modtog begge bøger havde jeg blandede forventninger. Jeg havde læst om, hvad bøgerne handlede om, men kendte ikke noget af forfatteren på forhånd. Jeg blev dog væltet omkuld, og så snart jeg gik i gang, havde jeg svært ved at stoppe igen.

Det er en helt utrolig og underholdene fortælling, hvor vi følger Wilma i nutidens Århus og Karoline i datidens USA. En dag finder Wilma en kuffert på sin mormors loft. Den indeholder en bunke breve fra hendes tipoldemor, Karoline, der udvandrede til USA i 1912. Disse breve bruger hun i en skoleopgave sammen med hendes barndomsven, Magnus. Sammen med Wilma og Magnus kommer vi som læser på en rejse tilbage til 1912, og får et indblik i Karolines rejse til USA og den første tid i det nye og overvældende land.
Dette skift imellem de to kvinders liv fungerer rigtig godt, og overgangen imellem de to historier er flydende. Hele fortællingen er skrevet i et godt flow, og generelt hænger plottet godt sammen. Derudover er den sprogligt meget levende, og de to kærlighedshistorier rørte mig. Jeg kunne især godt lide, at brevene var skrevet i et mere gammeldags sprog, hvilket gjorde det meget realistisk, da man får fornemmelsen af, at de er skrevet i 1912.

Karaktermæssigt følger vi to forskellige kvinders rejse i livet, hvor de finde deres egen vej. Jeg frygtede, at de to kvinder, som karakterer, hurtigt kunne blive flade eller virke for ens, men jeg blev positiv overrasket. Wilma og Karoline er to individuelle individer, der har dybde og personlighed.
Wilma er en pige med ben i næsen og blå striber i håret. For hende er livet som teenager ikke altid nemt, fordi der er mange hormoner i kroppen og pludselig er drenge ikke længere kun ens venner. Som læser følger vi Wilmas overgang fra barn til voksen, samt hendes første forelskelse.
Karoline er modsat Wilma mere genert, men hun har stadig en stærk viljestyrke. Dette ses ved, at hun vælger at tage sit eget liv i hænder og vælger sin egen vej. Hun forlader sin familie i Danmark for at skabe et nyt liv i det ukendte land, USA. For hende er alting nyt, men også her rammer kærligheden.

Foruden de to kvinder, så møder vi mange andre karakterer, der hjælper dem på deres rejse i livet. Heriblandt Magnus og Oskar, som er de to mænd Wilma og Karoline forelsker sig i. I løbet af bøgerne får vi kun kvindernes synspunkt, men i slutningen af bøgerne er der en epilog, hvor man får Magnus og Oskars side af historien, samt deres tanker omkring alt det, der er sket i løbet af bøgerne. Personligt var jeg helt vild med dette, fordi det giver ekstra dybde til fortællingen, og jeg syntes det var virkelig interessant at høre deres tanker og følelser. Derudover så giver det en god afrunding på alt det, der er sket i løbet af fortællingen.

Alt i alt er Wilmas verden bog 1 og 2 nogle velskrevne og gennemtænkte ungdomsbøger. Jeg var underholdt fra start til slut, og personligt havde jeg svært ved at lægge dem fra mig igen. De er velegnet til undervisning, hvor man har fokus på udvandring til Amerika og udviklingen fra barn til voksen.
Bøgerne kan varmt anbefales, og jeg glæder mig meget til at læse videre på serien.

Ekstra info: Der er planlagt fire bøger i serien. I første bog møder vi Wilma i 8. klasse og i anden bog går hun i 9. klasse. I bog tre skal vi følge Wilma et år i USA på high school, og i sidste bog er hun tilbage i Århus, hvor hun går i 1. g.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.