Boganmeldelse

Solvogteren – Maja Lunde

Titel: Solvogteren. Forfatter: Maja Lunde. Illustrator: Lisa Aisato Forlag: Turbine. 
Udgivelsesår: 2021. Sprog: dansk. Sider: 198.

Bagsidetekst: Lilja står på grænsen mellem barndom og ungdom. Hun er i gang med at forandre sig, men omkring hende er naturen, som den altid har været. Lilja har kun en svag erindring om solen, for den verden, hun kender, er regntung og mørk. Intet kan gro i den våde jord, og ingen planter trives i den evige skumring.
Lilja er forældreløs og bor hos sin bedstefar, der forsyner landsbyen med grøntsager. En dag glemmer han sin madpakke, og da Lilja løber efter ham hen til drivhuset, hvor han arbejder, ser hun noget, der kommer til at ændre alt.
Lilja får øje på en hemmelig sti ind i skoven, hvor ingen børn ellers må komme. Men nysgerrige Lilja er ikke som andre børn, hun undertrykker sin frygt og følger stien. Derinde mellem de mørke træstammer opdager hun en anden blomstrende verden. Derinde lever eventyret. Lilja må møde sin største frygt, men finder også kærlighed og glæde – og ikke mindst et håb om forår.

Solvogteren er andet bind i Maja Lundes årstidsserie. Den første bog i serien er Snesøsteren, som jeg læste tilbage i 2018. Snesøsteren har fokus på vinter, som årstid, hvorimod Solvogteren fremhæver foråret. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, fordi selvom de er en del af en serie, så indeholder de hver deres fortælling.

Fælles for både Solvogteren og Snesøsteren er tematikken omkring sorg og ensomhed. I Snesøsteren har Julian mistet sin søster, og i Solvogteren har Lilja mistet sine forældre og søskende. Sorgen påvirker både Lilja og hendes bedstefar, men de undlader at snakke om dem, de har mistet. Sorgen tynger dem ubevidst og gør, at de distancerer sig fra hinanden. Bedstefaren har for eksempel aldrig givet Lilja et kram.
Denne distancering til folk oplever Lilja også med nogle børn i landsbyen, Thea og Thomas. Hun vil ikke længere lege sammen med dem.
Så vi starter med at møde Lilja, hvor hun er ensom, fordi hun har ingen venner, og hun tvivler lidt på sin bedstefars kærlighed. Derudover lever hun i en lille landsby, hvor der altid er mørke og regnvejr, fordi solen er væk. Så det hele virker trist og dunkelt, men sådan bliver det heldigvis ikke ved med at være.

“Tårnuret på torvet fortalte os, hvornår det var tid til at gå i seng, og hvornår det var tid til at stå op. Min verden var dunkel og våd”

Lilja er en rigtig sød og godhjertet hovedkarakter, som sætter sig for at finde solen og få foråret tilbage. Hun kæmper en hård kamp, men hun giver aldrig op. Jeg synes, hendes gåpåmod er meget inspirerende og hjertevarmt.
Liljas liv forandres l løbet af fortællingen, og hun lærer blandt andet, at hun har brug for at snakke med sin bedstefar om deres sorg, og dem som de har mistet. De forsøger at glemme dem, men i stedet bør de mindes dem sammen og derved lukke det hul, som sorgen har skabt imellem dem. Dette vises smukt i historien, da bedstefaren endelig giver Lilja et kærligt og omsorgsfuldt kram.

Jeg synes, det er utroligt, hvor mange lag Solvogteren indeholder, og hvert lag har et tema eller budskab, som giver stof til eftertanke for både børn og voksne.
Der er nemlig ikke kun fokus på sorg og ensomhed, men også venskab, kærlighed, familie og håb. Et håb om, at foråret igen vil vende tilbage.

De smukke illustrationer og kontraster

Lisa Aisatos helt fantastiske illustrationer kan et eller andet helt magisk. De er meget stemningsfulde, og sammen med teksten går historien op i en højere enhed. Illustrationerne styrker fortællingen og beskrivelserne, så følelserne bliver endnu tydeligere.

I starten af Solvogteren er der mange mørke og grå illustrationer, som understreger regnvejrets påvirkning af humøret samt landsbybeboernes dårlige forhold, de sulter. Alting er trist, dystert og vådt. De viser Liljas verden, som et evigt efterår, hvor tiden nærmest er gået i stå og årstiderne ikke længere eksisterer. De mørke og triste illustrationer understreger også Liljas sorg og ensomhed.

Kontrasten til Liljas verden er den smukke dal, som hun finder i den forbudte skov. Her møder hun drengen og hunden, som bliver hendes venner. I disse illustrationer har Lisa Aisato skruet op for farverne og lyset. Stemningen forandres fuldstændig, og man kan mærke glæde og varme, frem for tristhed og kulde. Farverne fremhæver dalen som det gode sted, hvor alt kan ske, hvor der er liv og ingen behøver at være sultne. Liljas liv forandres, da hun ikke længere er ensom eller udhungret. Hun har dog et godt hjerte, fordi hun vil gerne dele lyset med resten af landsbyen, og det er herfra, at hendes og drengens sande rejse begynder.

Alt i alt er Solvogteren en helt fantastisk fortælling, der både kan læses af børn og voksne. Den indeholder mange tematikker og lag, som er tankevækkende og lærerige. Jeg kan varmt anbefale den, hvis man var vild med den første bog i årstidsserien, Snesøsteren, eller hvis man gerne vil læse en bog med dybde, livsbekræftende temaer og smukke illustrationer.
Personligt ser jeg frem til at læse mere fra serien – Jeg tør ikke gætte på, hvad der vil ske i årstiderne sommer og efterår.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.