
Langt væk fra Asgård – Thea Astrid
Titel: Langt væk fra Asgård. Forfatter: Thea Astrid. Forlag: Brændpunkt.
Udgivelsesår: 2020. Sprog: dansk. Sider: 312.
Bagsidetekst: Hendes mørke blik så ud til at have lyst til at splitte ham ad. Selvfølgelig kom Ingrid og hidsede sig op, det burde han have forudset. Deres søn fortalte hende alt. Sådan havde det altid været.
“Jeg har meddelt ham, at jeg har affundet mig med min skæbne. Jeg er klar til at møde Hel.” Han lod sine hænder glide hen over hinanden. “Jeg ville ønske, at jeg kunne se Røskva en sidste gang.”
Ingrid skar ansigt i gru.
“Hun ser dig som en kriger, der er så modig, så uselvisk og opofrende, at han på ingen måde kan fejle. Ønsker du virkelig, hun finder ud af, at det hele er en stor løgn?“
I menneskenes verden, Midgård, ankommer fire mænd en mørk aften til den gård, hvor attenårige Tjalfe og sekstenårige Røskva bor. Mændene bringer nyt om Tore, søskendeparrets far, der forsvandt sporløst for år tilbage. Tore sidder fængslet på Gotholm, de udstødtes ø, efter et drab på øens høvdingedatter. De fire mænd vil tage Tjalfe og Røskva med til Gotholm, da Tores sidste ønske er at tage afsked med sine børn. Men det skal snart vise sig, at der er en anden og mere mørk grund til at bringe dem over til øen.



Langt væk fra Asgård er en dansk fantasy, som er Thea Astrids debut. Det er en roman, som er inspireret af den nordiske mytologi og sagnet om søskendeparret Tjalfe og Røskva. Dette ses hurtigt, da bogens handling foregår i den barske primitive vikingetid, hvor man var overtroisk og troede på forudsigelser.
I denne verden kommer søskendeparret Tjalfe og Røskva ud på et eventyr, som er dyster, barsk og dramatisk. Der er især fokus på emnerne: familiebånd, bedrag, svigt og det at føle sig anderledes. Det er en fantastisk fortælling og et virkelighedstro univers, som virkelig har meget at byde på.
I diverse kapitler skiftes der mellem karakternes synspunkt. Personligt synes jeg, at det er en rigtig god idé, fordi det giver dybde til karaktererne. I Langt væk fra Asgård sker der desværre det, at jeg tror forfatteren har valgt at gabe over lidt for mange. Der springes meget imellem mange forskellige karakterer, og det gør, at fortællingen bliver forvirrende. Særligt fordi for hver karakter, man præsenteres for, følger en historie og et sideplot. Det gør, at hovedplottet lidt tilsidesættes, hvilket er ærgerligt, fordi det er virkelig spændende.
Handlingsmæssigt blev jeg til tider lidt forvirret, men det er nok fordi, at karakterskiftene forekommer midt i kapitlerne frem for ved hvert kapitel. Derudover så kendte jeg heller ikke sagnet om Røskva og Tjalfe på forhånd.
Personligt tror jeg, at det ville have give mere struktur og ro i læsningen, hvis man havde valgt at skifte mellem Tjalfe og Røskva synsvinkel ved kapitelskift.
Selvom der er for mange karakterer og -skift til min smag, så synes jeg at karaktererne har personlighed.
Røskva er en ung 16-årig kvinde med et stort hjerte, som tænker på andre før sig selv. Man kan tydeligt mærke hendes beslutsomhed, sorg og begær. Hun er stærk og kæmper videre til trods for modstand. Hendes karaktersynsvinkel fandt jeg særlig interessant.
Karaktereren Sigurd er også en meget personlighedsfyldt karakter. Han er høvdingesøn, og selvom der forventes visse ting af ham, så følger han sit hjerte.
Karaktererne er generelt skildret virkelighedstro og deres følelser kan fornemmes.
Alt i alt er Langt væk fra Asgård en spændende og barsk fantasy, som jeg vil anbefale til dem, der godt kan lide fortælling, der er inspireret af nordisk mytologi.
Jeg synes dog, at der gerne måtte have været mere plads til karaktererne og handlingen. For handlingen er fyldt med spænding, men til tider gjorde det høje tempo og karakterskiftende, at handlingen var lidt forvirrende. Til gengæld er slutningen meget interessant, og jeg er spændt på om, der kommer en fortsættelse.
Selvom min stjerne vurdering kan virke lav eller gennemsnitlig, så ser jeg frem til at læse mere af forfatteren i fremtiden, fordi jeg synes, hun virkelig har potentiale og kan noget med sproget.
- Tak til forlaget Brændpunkt og forfatter Thea Astrid for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Hvor blev lykken af? – Annette Terp Gomez Iglesias
25. oktober 2021


Opiumskrigen (Poppy war #1) – R. F. Kuang
16. januar 2023

