
Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog – Nillou Zoey Johannsen
Titel: Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog. Forfatter: Nillou Zoey Johannsen. Forlag: Alpha forlag.
Udgivelsesår: 2020. Sprog: dansk. Sider: 150.
Bagsidetekst: Newsha er så uheldig at få en dagbog i 12-års fødselsdagsgave af sine forældre. Som om det ikke var slemt nok, at hun er fra et andet land og var den første i klassen der fik bryster. Hendes forældre fatter ikke en skid. Mindst af alt, at hun brændende ønsker sig en telefon, så hun kan gå på instagram og installere TikTok som de andre piger i klassen.
Hun begynder dog alligevel at skrive dagbog om sit liv. Om Alma fra klassen, hun gerne vil være veninde med. Om Nikolaj med krøllerne og de blå øjne. Og om at være næsten teenager, føle sig anderledes og ikke have en telefon.
Newsha savner sin ven Mani hjemme i Iran og forstår ikke helt, hvorfor de måtte flygte. Men langsomt bliver livet i Danmark bedre. Lige indtil en aften hendes mor fortæller hende, at de skal flytte. Til Øen.



Nillou Zoey Johannsen, som har skrevet Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog, er uddannet journalist. Hun er iransk flygtning og kom til Danmark i 1987 under Iran-Irakkrigen, da hun var 8 år. Hun har derved opnået en indsigt i, hvordan livet pludselig kan ændre sig drastisk. Jeg er sikker på, at denne baggrund har givet stof til eftertanke og inspireret hende til at skrive denne ungdomsroman.
Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog er skrevet i dagbogsformat, hvori vi følger pigen Newshas tanker og følelser. Hun er i starten af fortællingen 12 år, og sammen med hendes familie er hun flygtet til Danmark. Newshas største ønske i fødselsdagsgave er at få en mobiltelefon, så hun ikke føler sig udenfor henne i skolen. I stedet får hun en dagbog. I dagbogen skildres tankerne omkring det at være flygtning i Danmark, de kulturelle forskelle og ikke mindst integration.
Newsha vil gerne integrere sig i Danmark og blive en del af fællesskabet i hendes klasse. Hun kæmper for at finde fodfæste i det nye land, få venner og forstå den danske kultur. Hun har også mange tanker omkring hendes liv i hjemlandet og savner sin barndomsven samt gamle hjem.
Derudover er hun aldersmæssigt også et sted i livet, hvor hun går fra barn til teenager, så der er også mange tanker omkring hendes krop, som forandrer sig. Hun føler sig flov, fordi hun kropsligt har fået kvindelige former hurtigere end hendes jævnaldrende i klassen.
Selvom bogen er skrevet i dagbogsform, så følte jeg ikke, at jeg kom så tæt på Newsha, som jeg gerne ville. Naturligvis følte jeg med hende og hendes familie, men der var bare et eller andet i sproget som gjorde, at jeg følte, der var en eller anden distance.
Generelt synes jeg, at livet som flygtning i Danmark er et meget relevant emne at tage op, og det er helt sikkert en bog, der sætter tankerne i gang omkring det at være anderledes, men stadig have trangen til at passe ind. Den viser på fineste vis, at til trods for hudfarve og kulturelle baggrunde, så drømmer vi alle om det samme i livet, hvilket er tryghed, et hjem, kærlighed og venskab. Vi mennesker er ikke så forskellige, når det kommer til stykket.
Alt i alt er Øen: eller Newsha Farwans hemmelige dagbog en meget relevant fortælling om livet som flygtningebarn. Derfor er jeg sikker på, at bogen sagtens kan benyttes til undervisning i folkeskolen, da der er mange emner, som man bør tage op. Særligt i forhold til flygtninge, forskellige kulturer og integrering, men også det her med overgangen fra barn til teenager samt kroppens forandring.
Jeg vil anbefale denne bog til unge omkring 10-14 år, som gerne vil udvide deres horisont og få en forståelse for et andet menneskes meget anderledes og svære situation. Derudover vil den også give et indblik i, hvor svært det nogle gange er at være teenager.
- Tak til Alpha forlag for anmeldereksemplaret.



Om kort i bøger
Du vil muligvis også synes om



Dragesværdet (Dragernes æra #2) – C. G. Valentin
23. december 2021


Større end os to – Christina Bonde
6. marts 2023

