
Giftmagersken – Sarah Penner
Titel: Giftmagersken. Forfatter: Sarah Penner. Forlag: HarperCollins Nordic
Udgivelsesår: 2021. Sprog: dansk. Sider: 364.
Bagsidetekst: En kold februarnat i 1791 venter Nella i sit skjulte apotek bagerst i en mørk Londongyde på sin seneste kunde. Nella var engang en respekteret helbreder, men bruger nu sine evner i en mørkere sags tjeneste – hun sælger velcamouflerede gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mændene i deres liv. Men da hendes nye kunde viser sig at være en fremmelig 12-årig ved navn Eliza Fanning, sætter et uventet venskab gang i en serie af begivenheder, der bringer Nellas verden i fare og truer med at afsløre de mange kvinder, hvis navne står opført i hendes register.
I nutidens London møder vi Caroline Parcewell, som engang drømte om at kunne leve af sin interesse for historie. På grund af sin mands utroskab er hun nu alene og ulykkelig på den rejse, som skulle have været en fejring af deres 10-års bryllupsdag. Da hun finder en gammel apotekerflaske ved Themsen, bliver hun draget til at undersøge dens oprindelse. Snart viser det sig, at hun har fundet en forbindelse til de uopklarede ’apotekermord’, som hærgede London for over to århundreder siden. Da Caroline graver dybere, kolliderer hendes liv med Nellas og Elizas, for historien tager en chokerende drejning – og ikke alle overlever.



Giftmagersken er Sarah Penners debutroman, som kom på New York Times Bestseller-liste, da den udkom i USA. Den er sidenhen blevet oversat til 11 sprog verden over. Det er en gribende og fantasifuld fortælling om et apotek, der er noget helt for sig selv.
Plotmæssigt er fortællingen opdelt i flere plottråde, og i løbet af fortællingen skifter kapitlerne mellem tre forskellige kvinders synsvinkler. Plottet er generelt godt skruet sammen, og de skiftende synsvinkler gav spænding og dybde til historien.
Vi tages med tilbage til 1700-tallets London, hvor vi møder apotekeren Nella og pigen Eliza. Nella er apoteker, men ikke den helbredende slags. Hun sælger nemlig gifte til kvinder, der gerne vil skille sig af med deres ægtemænd eller mænd, der gør dem ondt.. Dengang var skilsmisse ikke anset, så mord er den eneste udvej.
Nella benytter nogle kreative metoder til at gemme giftende, blandt andet i te eller æg. Det var meget finurligt og anderledes at følge en seriemorders synsvinkel, samt hendes giftfremstillingsmetoder.
Så ja, jeg holder nok lidt med en seriemorder i denne fortælling, for Nella er ikke en ondskabsfuld og følelsesløs morder. Hun vil gerne beskytte kvinder og vil kun lade giftene blive brugt imod mænd. Hun er en stærk karakter, der har valgt at gå sine egne veje, selvom hun til tider tvivler på den vej hun har valgt.
En dag kommer 12-årige Eliza til apoteket for at købe en gift på vegne af sin arbejdsgiver Mrs. Amwell. Eliza er meget fascineret af Nella og apoteket, så hun kommer tilbage flere gange i løbet af fortællingen. Nella er dog ikke glad for, at Eliza bliver involveret i apotekets dystre hemmeligheder, men grundet hendes skræntende helbred, får hun brug for Elizas hjælp.
De to kvinder får nærmest et mor-datterforhold i løbet af fortællingen, hvilket kommer til at blive berigende for dem begge.
Sideløbende med denne fortid følger vi også den historieinteresserede og ulykkelige Caroline, der ved et tilfælde i nutiden kommer på sporet af Nella og apoteket. Hun sætter sig for at opklare ”apotekermordene”, der hærgede i London for ca. 200 år siden.
Caroline har ligesom Nella nogle private problemer, der spænder ben for hende i løbet af fortællingen. Jeg synes faktisk, at det er Caroline, der kommer ud på den største identitetsrejse i bogen, fordi hun reflekterer over, hvordan hendes liv er, og hvad der bør ændre sig. Hun er en stærk kvinde, der frigør sig og går sine egne veje.
Alle karaktererne har private problemer og ar på sjælen. De er alle realistiske, har dybde og kommer ud for en personlig udvikling.
Alt i alt er Giftmagersken en fortælling med masser af hemmeligheder, dyster stemning og en slutning, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Jeg synes det er en ret unik fortælling, og det er ikke sidste gang, jeg læser den. Personligt synes jeg, det var svært at lægge bogen fra mig, da jeg gik i gang – særligt den anden halvdel.
Den kan varmt anbefales til voksne læsere, som gerne vil læse en stemningsfuld historisk fiktionsroman med stærke kvindelige karakterer og en overraskende slutning.
- Tak til forlaget HarperCollins Nordic for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Blåskæg (Blåskæg #1-3) – Michael Kousgaard
18. maj 2018


Den Grå Safir: Den samlede fortælling #1-4 – Lise J. Qvistgaard
9. september 2021

