Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Et manipuleret liv – Pernille L. Stenby

Titel: Et manipuleret liv. Forfatter: Pernille L. Stenby. Forlag: Ulven og Uglen.
Udgivelsesår: 2021. Sprog: dansk. Sider: 472.

Bagsidetekst: Rache tilhørte Kastellet fra det øjeblik, hun fik sansen. Hun bærer halsbåndet med deres mærke, og efter de valgte en mand til at befrugte hende, fødte hun dem et barn.

I Kastellets korps kan Rache gøre en forskel. Hun kan redde liv, ligesom hun selv blev reddet fra omverdenens had og dens frygt for sansen.

Men da hun forelskede sig i den smilende og rapkæftede Trea, begyndte alt at ramle.

Nu skal Rache bevise, at Kastellet kan stole på hende. Hvis ikke, mister hun alt. Også den i forvejen begrænsede kontakt til sin lille pige.

Et manipuleret liv er den nyeste udgivelse af Pernille L. Stenby. Den foregår i det samme univers som hendes tidligere bøger Inkarnation og Under Huden, som er bøger i Mestenes-serien. Et manipuleret liv er dog en selvstændig roman og er derfor ikke en bog i serien.   

Jeg har læst Inkarnation og Under Huden, så jeg glædet mig rigtig meget, da jeg fandt ud af, at der ville udkomme en bog i det samme univers. Et manipuleret liv skuffede bestemt ikke! – Det er en velskrevet bog om undertrykkelse, kærlighed og retten til sin egen krop/liv.

I bogen følger vi korpsbetvingeren Rache, som tilhører Kastellet, fordi hun har særlige evner, nemlig sansen. Hun bærer et halsbånd med deres mærke, ligesom en hund. Hun er Kastellets ejendom. Da Rache forelsker sig i Trea ramler hendes verden, fordi det er imod Kastellets regler – man må ikke være kæreste med eller tiltrukket seksuelt til en af det samme køn, fordi det giver ikke nye børn med særlige evner til Kastellet. Det er fra dette øjeblik vi møder Rache, hun er forvirret omkring sin forelskelse i Trea og kæmper for at bevise, at Kastellet kan stole på hende.

I starten synes jeg, at Rache virkede som en hård og følelseskold type, men i løbet af fortælling kommer man som læser under huden på hende. Det bliver tydeligt, hvorfor hun agere, som hun gør, og hendes facade krakelerer. Rache er en karakter, som kommer ud på en rejse, hvor hun udvikler sig meget følelsesmæssigt og sammen med hende får vi øjnene op for, hvordan verden er undertrykkende. Hun viser os, at det er i orden at elske dem, man elsker, og at kærligheden ikke kan undertrykkes.   
En af de ting ved Rache, som jeg synes var ekstra interessant var måden hun savnede Trea. Sprogligt så blev hendes tanker om Trea skrevet som ”du”. Det gav karakteren dybde, og det gjorde hendes følelser for Trea til omdrejningspunktet for historien, inden vi overhovedet havde mødt hende. Jeg er vild med det, og jeg er imponeret over, at Pernille L. Stenby kan blande en førstepersons-fortæller med en anden persons-tiltale og få det til at fungere på smukkeste vis. Det giver fortællingen kant og dybde på et helt nyt plan.  

En af de karakterer, som havde indflydelse på Raches udvikling var den sympatiske betvinger Heneum. I starten synes jeg, at han virkede underlig, og jeg så nok ned på ham med det samme, fordi han var misbruger. Dette fortrød jeg dog undervejs i fortællingen, fordi han viste sig at være en karakter, der kunne se det større billede, og han havde et godt hjerte. Undervejs åbner han vores og Raches øjne op for, hvor forfærdelig Kastellet egentlig er.

En tredje karakter, som jeg synes var ekstra interessant var Karien. Han er kontrollør, hvilket vil sige, at han har en højere status end betvingere. Han var en karakter, der vækkede min interesse, fordi jeg kunne ikke gennemskue om han var ven eller fjende. Da jeg havde læste bogen færdig, sad jeg stadig med denne følelse. Jeg tror det skyldes, at jeg synes, han handlede ud fra egoistiske grunde.    

Generelt er Et manipuleret liv en fortælling, der er meget karakterdreven, og det kan mærkes. Der er lagt mange tanker og kræfter i karaktererne og tematikkerne.   

Retten til sit eget liv

Et manipuleret liv indeholder mere end en spændende fortælling og karakterer med kant og dybde – den indeholder nemlig også nogle interessante budskaber og tematikker. For det er en fortælling, som viser, at individer udvikles og formes af at tage egne valg. Igennem livet er der mange svære valg, men det er dem, der gør, at vi lever et frit liv. Nogle gange har individet dog ikke det frie valg, og dette kan skyldes samfundsstrukturen og undertrykkelse.  
Generelt skal vi ligesom Rache lære at lytte til vores hjerte og træffe valg ud fra det, frem for at prøve at passe ind i samfundets kasser. Bryde med samfundets normer, for at opnå det liv, som vil gøre os lykkelige.  

Derudover er det også en fortælling om retten til sin egen krop og retten til at elske, hvem man vil.

Alt i alt er Et manipuleret liv, ligesom Mestenes-serien, en anderledes fantasy, som indeholder LGBTQ+ elementer, karakterer med dybde og tankevækkende budskaber. Den kan varmt anbefales, hvis man gerne vil læse en mere realistisk fantasy, der fokuserer på undertrykkelse, magt, individets valg og meget mere. Personligt glæder jeg mig meget til at læse mere fra dette univers og ikke mindst se, hvad Pernille L. Stenby finder på.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.