
Kuppelbyens hemmelighed (Urværkerne #1) – Stine Bahrt
Titel: Kuppelbyens hemmelighed. Forfatter: Stine Bahrt. Forlag: Krabat. Udgivelsesåret: 2021.
Sprog: dansk. Sider: 396.
Bagsidetekst: Jeg ligger på ryggen i græsset og studerer mit værk, en lille kobberfugl med blågrønne vinger og en elegant nøgle til at trække den op med. Urværksfuglen flyver over mit hoved. Den pipper i takt med de klikkende tandhjul, som får vingerne til at bevæge sig. Jeg lukker øjnene og prøver at lade, som om fuglen ikke er der, at det ikke er mig, der har samlet den, og at jeg stadig er normal.
15-årige Nil bor under en gigantisk kuppel, som beskytter de sidste mennesker på Jorden mod en ødelagt verden. Befolkningen i Kuppelbyen er opdelt i evneløse og urværkere, for i Kuppelbyen er moderne teknologi bandlyst, og alt drives i stedet af mekaniske urværker. Da Nil opdager, at hun har urværksevner, må hun forlade sin familie og begynde på Urværkerskolen. Men noget er helt galt i Kuppelbyen, og snart er Nil hvirvlet ind i begivenheder, der truer det lille samfunds skrøbelige eksistens. Samtidig skal hun forholde sig til sine første svære oplevelser med kærligheden og en voksende forvirring omkring sin seksualitet.



Kuppelbyens hemmelighed er første bind i den medrivende og danske steampunk-serie, Urteværkerne. Steampunk er ikke en ukendt genre for mig, men det er en genre, som ikke er særlig udbredt hos danske forfattere. Jeg synes, at det er virkelig forfriskende, at Stine Bahrt har skrevet en serie i den genre.
Kuppelbyens hemmelighed foregår i en dystopisk verden, hvor både urværkerne og de evneløse bor sammen under en stor kuppel. Det er urværkerne, som har magten, og deres særlige evne til at skabe opfindelser er anderledes og interessant. Det er kreativitet på et helt nyt plan.
Derudover har forfatterinden formået at skabe sit eget sprog i denne kuppelby, som virkelig giver noget dybde til hendes worldbuilding. For eksempel blev udtrykket ”Kuup” brugt om noget sejt.
Karakterer og tematikker
Denne verden præsenteres gennem karakteren Nil. Hun er en 15-årig pige, der finder ud af, at hun har urværker evner. Derfor sendes hun til Urværkerskolen, hvor hendes liv vendes op og ned. Det viser sig blandt andet, at hendes urværkerevner er anderledes end de andres. Men vil ikke spoile, så læs bogen, hvis du vil vide mere 😉
I løbet af bogen kommer Nil ud på en rejse, hvor hun finder troen på sig selv og sine evner. Hun oplever blandt andet forelskelse og forvirring omkring hendes følelser – hun er i tvivl om, hvorvidt hun er til drenge eller piger, og der er fokus på, at det selvfølgelig er helt okay at have følelser for både det ene og andet køn.
I løbet af fortællingen udvikles kærligheden til et trekantsdrama. Personligt synes jeg, at det blev for voldsomt et drama, og det blev til for meget et tovtrækkeri i Nil. Foruden det bliver den ene karakter i trekantsdramaet meget jaloux over de mindste ting, og det var for at være ærlig meget trættende til sidst. Jeg håber, at relationerne mellem karaktererne og deres følelser for hinanden bliver finpudset i næste bind.
Selvom jeg synes, at der var lidt hængepartier med karaktererne, så har fortællingen i Kuppelbyens hemmelighed fokus på nogle vigtige temaer, såsom klimaproblematikker, LGBTQ, og at finde sig selv. Personligt kan jeg godt lide, når fantasyfortællinger indeholder mere end en underholdende fortælling.
Alt i alt så var Kuppelbyens hemmelighed en fortryllende, opfindsom og kuup læseoplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre på serien.
Den kan anbefales til fantasy- eller steampunklæsere fra 10 år.
- Tak til forlaget Krabat for anmeldereksemplaret.
Du vil muligvis også synes om



Tilly og rejsen til Amerika (Den magiske boghandel #3) – Anna James
30. december 2021


Coraline – Neil Gaiman
9. november 2017

