Boganmeldelse,  Dansk fantasy

Fjendeland (Legendens ridder #2) – Jeanette Sigtenborg

Titel: Fjendeland. Forfatter: Jeanette Sigtenborg. Forlag: Straarup og Co.
Udgivelsesår: 2022. Sprog: dansk. Sider: 236.

Bagsidetekst: Opsat på at redde sin bror er Elena rejst ind i fjendens land, men for at befri Nicholas må hun selv risikere sin frihed og i værste fald sit liv. Krigen truer fra alle sider, og som Legendens ridder og prinsesse af Danvang er det ikke kun fjenden, Elena må tage sig i agt for. Hendes egen far er også lige i hælene på hende. For at forhindre Danvangs nederlag må hun finde allierede, hvor hun mindst venter det, og snart vikles Elena ind i et spind af hemmeligheder. Hvem er ven, og hvem er fjende?

Fjendeland er andet bind i serien om Legendens ridder. Jeg har læst og anmeldt I krig, som er første bind i serien. Du kan læse anmeldelsen her på bloggen.

Jeg har glædet mig helt vildt til fortsættelse af den her serie, især fordi Jeanette debuterede som forfatter med det første bind i serien, og jeg har glædet mig til at kunne følge med i hendes udvikling som forfatter.

Plotmæssigt kunne jeg godt have brugt mere fremdrift i plottet. Plottet går i enkle træk ud på, at Elena gerne vil redde sin bror fra Nordans konge, Lucas. Jeg synes dog det træk meget ud til sidst. I starten var jeg meget nysgerrig på om Elena formåede at redde sin bror, og hvilke konsekvenser det ville have, men til sidst havde jeg desværre lidt den her følelse af, at redningsaktionen blev trukket ud i lange drag. Plotmæssig sker der ikke de store ting – der er fokus på spænding, men ikke plotmæssig fremdrift. Dette skyldes selvfølgelig også at Elena er kommet til et fremmed land, hvor hun bliver nødt til at planlægge og undersøge tingene i stedet for bare at kaste sig hovedkult ud i det.

En af de ting, som jeg virkelig godt kunne lide Elena og ikke mindst læseren lærte her i bind to var baggrunden for krigen. Der kommer mere afklaring på, hvorfor de to lande er i krig med hinanden. En af de ting, som jeg håber kommer i fokus i det tredje bind, er legenden bag legendes ridder – synes jeg sidder med mange ubesvarede spørgsmål, og nu er det jo seriens titel, så jeg kunne godt tænke mig at lære mere om denne legende, og de drømme som Elena oplever her i Fjendeland.   

Karaktermæssigt var det rigtig hyggeligt at følge Elena igen, fordi hun er en stædig pige, der kæmper for det hun tror på – Jeg er sikker på, at hun er et godt forbillede for mange unge læsere.
Her i andet bind udvikler Elena sig lidt som karakter, da hun bliver sat i nogle situationer, hvor hun skal lære at underkue sin ligefremhed og i stedet finde tålmodigheden frem og ikke mindst tage imod både ordre og hån. Karakterudvikling er noget, som jeg synes er helt vildt vigtigt, og jeg glæder mig til at se, hvordan Elena udvikler sig i tredje og sidste bind af serien.

Bogen er inddelt i tre forskellige karakterers synsvinkler, så ligesom i I krig følger vi ikke kun Elena. Vi følger også Elenas far Kong Mortimer og Nordans konge, Lucas. Jeg synes det var interessant at følge Lucas’ synsvinklen, da han var en ny synsvinkel, som vi ikke har fulgt før. Synsvinklerne giver noget godt til historien, fordi vi får som læser flere informationer og en dybere indsigt i karaktererne, end vi ville, hvis vi kun fulgte Elenas synsvinkel.

Personligt savner jeg Elenas bror, Nicholas’ synsvinkel, fordi jeg vil helt vildt gerne lære ham bedre at kende, som karakter. Derudover så tror jeg også, at hans synsvinkel som fange kunne have givet meget spænding og informationer om fjenden. Jeg håber, at der bliver plads til at lære ham bedre at kende i tredje bind.       

Alt i alt har Jeanette formået at skrive en rigtig fin efterfølger til sin debut, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad hun finder på i det tredje og sidste bind af sin fantasyserie.  

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.